Påske

Påske

Sælger 62

Landevejsridderen, der gik tilbage til livet

Benny Påske er vendt tilbage til sin hjemstavn og til livet, efter han ikke længere er stofbruger.

Hus Forbi har givet ham oplevelser og fået ham ud af lortet, og i dag er han hele byens folkekære original, og grunden, hvor han bor, er det faste samlingssted for de andre skæve eksistenser.

Påske fik sit navn, fordi han fik et kors af en kvinde med en kanin og en gulerod på. Han troede ikke selv på, at han en dag snart skulle holde 50 års fødselsdag.

Men hans liv er et eventyrligt eksempel på en barsk fortælling med en lykkelig slutning.

Som barn boede han på 14 forskellige børnehjem i løbet af otte år. Han havde ikke nogen kontakt med sin familie, og han følte sig udstødt og alene mod resten af verden.

Han levede med ADHD ved at brænde krudt af som kriminel og kom i det forkerte selskab. En straffeattest med omkring 200 anholdelser, siden han var teenager, får de fleste, der ser den, til at spærre øjnene op.

Hans narkomisbrug betød, at han lige fra morgenstunden stjal kød og tøj for at kunne skaffe 2.000 kr. til junk om dagen.

Det var en fængselsdom på tre et halvt år, der bragte ham på gaden første gang. I dag har han boet på gaden i 20 år og sovet under halvtage og skolegårde. Gaden har budt på en lang rejse, hvor den ene destination blev afløst af den næste. Han havde sin hund med på landevejen. Og følgesvenden krævede, at han ikke kunne komme i fængsel. Han begynde derfor at tigge med en Madam Blå-kaffekande og senere at sælge Hus Forbi i stedet for at stjæle.

I dag er Påske vendt tilbage til Næstved, hvor han kommer fra og har kontakt med sin mor dagligt.

Han bor i udkanten af skoven i et lille skur ved kanoudlejningen ved Susåen, og stedet er blevet et samlingssted for de andre lokale, der kommer og drikker en bajer.

For ni måneder siden stoppede han også med metadonen, som han havde været på i 15 år. Han smed de sidste fire piller i Susåen, gav dem fingeren og sagde ’Nu er Påske eks-narkoman.’

Hvorfor sælger du Hus Forbi?

– Hus Forbi har hjulpet mig til at komme ud af alt mit lort. Mangler jeg penge nu, så er det sgu min egen skyld. Det har givet mig gode bekendtskaber og gode oplevelser.

Hvor sælger du henne?

– Jeg har ikke noget fast sted. Men jeg har stået ved Frederiksberg Centret, fordi der er hyggeligt. Jeg har også været på Møn, og det vil jeg igen til sommer.

Hvordan er mødet mellem dig og dem, du sælger til?

– Mit ry er godt. Jeg sætter mig bare ned og behøver ikke gøre så meget. Folk siger, jeg er i godt humør, og folk kan altid få en sludder.

De kan lide den måde, jeg lever. Folk bliver nysgerrige, fordi der er så få i provinsen, der lever på den her måde. Så bliver man byens original, der altid er spændende.

Hvad er dit bedste Hus Forbi minde?

– For to år siden oplevede jeg Hjemløsedagen for første gang. Det var fand’me hyggeligt. Da jeg kom gående med mine hunde, ser jeg sangeren Natasja Dickinson på scenen. Hun var midt i en sang, da hun siger, ’så er Påske kommet til storbyen.’

Og indenfor det næste kvarter kom en hel masse mennesker, jeg har mødt omkring i Danmark og sagde hej til mig.

Jeg er og bliver Hus Forbi. Der er ingen, der kan tage mit sælgerkort fra mig.

Der er få, der siger, ’få dig et arbejde’ og er kølige. Og jeg siger: ’Hvad tror du, jeg laver lige nu?’

Hvilken opgave tror du, Hus Forbi har?

– Jeg plejer at sige til kunderne, at kriminaliteten er dalende på grund af Hus Forbi. De behøver ikke kriminalitet. Så det er en bistand til skæve eksistenser, der kan få en ekstra skilling for eksempel til at forsøde deres børns liv med.

Og Hus Forbi i København gør et kanon arbejde for de hjemløse derovre. De laver sociale ting og giver oplevelser.