René Johansen

René Johansen

Sælger 175

René begyndte at arbejde som 7-årig, da de ikke fik smør på brødet derhjemme. Han blev jævnligt sendt på hjem rundt om i landet, da hans mor ikke havde overskud til at have alle børnene på en gang. Munkerup Sanatorium, julemærkehjem og skolehjem – steder, der siden har vist sig at gemme på en mørk historie omkring misrøgt og mishandling af børnene.

René Johansen har solgt Hus Forbi i mere end 10 år. Når han har gået på landevejene, har avisen altid fulgt med og givet ham både frihed og en sikker havn til at gøre, som han vil, når han vil. Selvom han har levet et hårdt liv og haft det svært, har han altid sørget for at kunne klare sig selv og hjælpe andre, når der er behov for det. For er der noget livet, har lært ham, så er det at opføre sig ordentlig overfor andre og behandle mennesker, som du selv ønsker at blive behandlet.

Barndommen var fyldt med tæsk, og når René var hjemme, flippede hans mor ud over de mindste ting. Han holdt op med at gå med livrem, da moren tog den ud af bukserne på ham og tævede ham. Hans far var havnearbejder og var ikke meget hjemme. Moren fik 10 kr. til at klare sig for, og resten drak han op. Faren pillede ved hans søster, men det fandt han først ud af mange år senere. Hans lillesøster ville ikke fortælle ham det før, da hun vidste han så ville slå faren ihjel. Som 11-årig bliver han indlagt på Bispebjergs afdeling for børn med dårlige nerver. De diagnosticerede ham som hyperaktiv, det vi i dag kalder ADHD.

Hvordan begyndte du med at sælge Hus Forbi?

Det var en af mine kammerater, der fik mig til at sælge Hus Forbi aviser, der sagde, der var penge i det. Men jeg var genert i starten, men jeg prøvede det, og fik blod på tanden. Så jeg solgte aviser og sleb knive samtidig. Hvis ikke du ville have slebet knive, så kunne jeg friste med Hus Forbi avisen. Den gik altid. På en weekend solgte jeg 100 aviser i Hundested – det tjente jeg 3500 kr. på.

Hvad giver Hus Forbi dig i din dagligdag?

Det giver mig frihed i min hverdag. Jeg kan godt lide, at jeg selv bestemmer min arbejdstid. Jeg sælger alle dage undtagen søndag. Og det har gjort, at jeg selv har tjent penge til at købe min minicrosser, så jeg har nemmere ved at komme rundt.

Hvorfor sælger du Hus Forbi?

Jeg kan lide det, jeg kan lide at tale med mennesker. Jeg hører mange historier, jeg lytter, men fortæller ikke så meget om mig selv. Jeg læser folk, og vi får altid en sludder, og så er de glade for mine hunde. Jeg har det virkelig godt med dem, jeg sælger til.

Hvad betyder Hus Forbi for dig?

Der har været en sikker havn for mig hele tiden. Jeg er blevet hjulpet, og har også hjulpet alt, hvad jeg kunne. Jeg har fået andre mennesker til at sælge aviser, en kvinde, hun var psykisk syg og drak meget. Og så har det betydet, at jeg kan sidde i den lejlighed, jeg bor i, og jeg nu har et sted at være, frem til jeg skal bæres ud.