Flere sovepladser på herbergerne, større tryghed og et kuldeberedskab, når næste isvinter sætter ind. Det er tre af punkterne på den
ønskeliste fra de hjemløse, som den nytiltrådte konservative socialminister Benedikte Kiær nu bliver præsenteret for.
Ønskelisten er udarbejdet i forbindelse med et møde, som de hjemløse og de organisationer, der arbejder med hjemløshed, holdt med SF’s socialordfører, Özlem Sara Cekic, i slutningen af januar.
- Det er utrolig vigtigt at give gadens eksperter mulighed for at komme til orde. Det er trods alt deres hverdag, vi lovgiver om, siger Özlem Sara Cekic om baggrunden for mødet.
For de hjemløse er det en daglig stressfaktor at skulle finde et varmt og trygt sted at sove. Derfor er et stort ønske slet og ret flere sovepladser. Og det må gerne være tilladt at få hunden med indenfor, hvilket det for
øjeblikket kun er på fire af landets 60 herberger. For de hjemløse, der ikke finder – eller ønsker – en soveplads for natten på et herberg, er det vigtigt, at de kan føle sig trygge udenfor. Et punkt
på ønskelisten er derfor, at der gøres en ekstra indsats for at forhindre røverier og overfald.
Da sne og frostgrader holdt landet i en skruetvinge i januar og februar, blev der på privat initiativ oprettet en lang række nødherberger. I den forbindelse efterlyser de hjemløse et landsdækkende kuldeberedskab, der
aktiveres, næste gang isvinteren kommer til Danmark. Ønskelisten forholder sig også til de flere og flere udenlandske, særligt østeuropæiske, hjemløse, der er dukket op i gadebilledet. Mange af dem er forment adgang til de herberger, der får offentlig støtte, hvilket betyder, at koncentrationen af dem bliver markant på de herberger, de har adgang til. På ønskelisten står derfor flere overnatningstilbud til udlændingene, og basal overlevelseshjælp til nødstedte udenlandske hjemløse.
Du kan se hele ønskelisten via linket til højre.
Af Simon Ankjærgaard, simon@husforbi.dk