Kirkens Korshærs varmestue i Silkeborg må indtil videre holde lukket om søndagen. Det sker for at sikre trygheden for brugere og ansatte, fortæller stedets daglige leder, Jens Anders Brogaard.
- På grund af besparelser andre steder, blandt andet i det kommunale system, har vi tydeligt kunnet mærke en stigning i brugere med psykiske lidelser, herunder mange med dobbeltdiagnoser. At være to medarbejdere på arbejde er således for et minimum for at sikre trygge rammer for ansatte og brugere. De økonomiske rammer tillader ikke denne dobbeltbemanding alle ugens syv dage, og derfor har vi indtil videre besluttet at holde lukket søn- og helligdage, siger Jens Anders Brogaard
Varmestuen har dagligt 50-60 brugere, der reelt ikke har noget alternativt sted at være om søndagen.
- I Silkeborg har vi også Gårdprojektet, men brugergrupperne er meget forskellige, så de eneste alternativer for brugerne af varmestuen er at søge til Århus, Viborg eller Herning. Det er meget beklageligt, siger Jens Anders Brogaard.
Han lover, at der arbejdes på højtryk på at løse bemandingsproblemet. Han håber, at det bliver muligt at holde åbent enkelte helligdage i løbet af foråret.
Socialudvalgsformand: Bekymrende
- Det er bekymrende, at sårbare borgere ikke kan bruge varmestuen på søn- og helligdage, særligt når det er så koldt som det er i øjeblikket, siger socialudvalgsformand Elin Sonne (SF), der dog respekterer Jens Anders Brogaards beslutning.
- Jens Anders Brogaard er jo ikke et hjerteløst menneske. Han har truffet denne beslutning for at sikre sit personale. Det respekterer jeg. Jeg vil nu tage en snak med ham og med politiet for at finde ud af, hvordan vi i fællesskab kan højne sikkerheden i varmestuen, så der igen kan blive søndagsåbent.
Socialudvalget i Silkeborg skal drøfte sagen på sit møde tirsdag 9. februar.
Af Simon Ankjærgaard, simon@husforbi.dk