Alt for dårlig til at passe på mig selv

af Birgitte Ellemann Höegh
| birgitte.hoegh@os.dk
foto Holger Henriksen

Klokken er 21.30, og solen er for længst gået ned over Sjællandsgade i Århus. På Reden, som huser narkoprostituerede og kvinder, der lever på gaden, er der liv. Fem kvinder sidder om et bord i gården og snakker, drikker kaffe og ryger cigaretter.
En mager kvinde er dumpet ned på en stol op ad et plankeværk med
en lille klar frysepose foran sig, som hun netop har kastet op i.
Charlotte Lakjer er på vej ind på Reden for at hente et par ting, hun har opmagasineret i en kasse. Indimellem sover hun på Reden, hvis ikke hun overnatter i Mølleparken, hvor hun hænger ud med de venner,hun drikker sammen med, eller på Nattjenesten.

Modbydelige mod hinanden
Reden kan tilbyde en seng med rent sengetøj i et køjerum med plads
til fire kvinder. Men af og til er tonen for rå, synes Charlotte Lakjer.
- Nogle gange er vi modbydelige mod hinanden, kvinder kan virkelig
være hårde. For tre måneder siden døde min veninde, som jeg boede
hos, af en overdosis. Og nu løber rygterne blandt pigerne om, at jeg
stjal ting fra hende, da hun lå og var død. Hvordan kan nogen overhovedet få den tanke, at jeg kunne finde på at stjæle fra min veninde? Det er altså langt ude.

Et liv med angst og alkohol
Charlotte Lakjer har mange problemer at forholdesig til. Det er tredje gang, hun lever på gaden, og hun har også boet på forsorgshjem en del gange. Hun begyndte at drikke som 20-årig, da begge hendes forældre døde meget pludseligt.
- Jeg er adoptivbarn, og da jeg og mine søskende var flyttet hjemmefra, begik min mor selvmord, fordi hun følte, at hun havde gjort sin pligt, fået os igennem barndommen og ikke havde mere at leve for. Og den dag, hun blev begravet, døde min far om morgenen af en blodprop.
Senere i sit liv udviklede Charlotte Lakjer angst, bl.a. for offentlige rum. I dag er hun på medicin, men i øjeblikket får hun ikke taget den, da pengene ryger til alkohol.  Angsten fylder så meget i hendes liv, at hun får førtidspension, men det er ikke nok til at skabe tryghed.
For et halvt år siden havnede Charlotte Lakjer igen på gaden, efter at hun
havde boet sammen med en god ven.
- Han havde arbejde, så aftalen var, at han betalte huslejen, og jeg betalte kosten. Men efter flere manglende betalinger røg jeg på gaden.

Børnene holder mig oppe
I øjeblikket bliver det heller ikke til meget mad. For alkoholen har taget helt
over, og Charlotte Lakjer kan snildt gå en hel uge uden at spise rigtig mad.
- Hvis jeg tog mig sammen, kunne jeg spise aftensmad på Reden, men jeg passer dårligere og dårligere på mig selv. Jeg er ellers den type, der godt kan lide at gøre noget ved mig selv, have mascara på og sådan. Men jeg må indrømme, at man bliver mere og mere doven, så jeg gør færre og færre gode ting for mig selv.
- Det eneste, jeg synes er vigtigt, er mine to børn. Hvis jeg ikke havde dem, ville jeg have taget livet af mig selv. Det har jeg også prøvet mange
gange, men det lykkes bare ikke. Han vil sgu ikke have mig deroppe, griner hun tørt.

Altid ønsket sig børn
Charlottes børn bor henholdsvis i Næstved og Hjørring. Hun ringer sammen med sin datter på 26 år, mens hendes søn på 16 år er kommet i puberteten og er mindre kontaktbar.
- Han bor hos sin far og er lige nu mest til computer og til at rende rundt for sig selv. Fordi jeg selv er adoptivbarn, har jeg altid ønsket mig mine egne børn.