Tema om lægeordineret heroin

Det kan slet ikke betale sig at lade være

Allerede efter ganske kort tid kan personalet i Valmuen se, at behandlingen med lægeordineret heroin har en effekt. Brugerne dropper at købe stoffer ved siden af og derfor har de ikke samme behov for at lave penge. De får sul på kroppen og stille og roligt begynder de at opbygge sociale relationer. Alligevel forventer personalet ikke at se alle deres brugere som stoffrie, ude på arbejdsmarkedet.

- Før gik en almindelig dag ud på at skaffe penge ved at lave indbrud og hustle folk. Jeg købte fem kugler coke og lavede dem om til ti og solgte dem. Dengang lavede jeg fra 1.000 til 70.000 kroner om dagen. Inden jeg startede i behandling, tog jeg 400 gram coke på 10 dage og en masse heroin. Og så vejede jeg 15 kilo mindre, end jeg gør nu.
Sådan beskriver Kinga sit liv før, hun startede i lægeordineret heroinbehandling i Valmuen. Det har forandret sig siden.
- Nu skal jeg komme her to gange om dagen, og det betyder, at jeg ikke føjter rundt efter stoffer mere. Jeg har vendt mit liv til, at jeg ikke længere lever om natten. Jeg får mad. Jeg tager stadig kokain, men der er mange dage, hvor jeg ikke tager noget, fortæller hun.
Kinga har som de fleste af de 24 andre brugere i Valmuen reduceret sit sidemisbrug og dermed også behovet for en alternativ økonomi. Det ser lægen Inger Westh tydeligt.
- Det sker ikke fra den ene dag til den anden, at sidemisbruget forsvinder, men vi ser et fald, siger hun og forklarer:
- Nogle søger stadig sidemisbrug, fordi de ikke får et sus her. Den rene heroin, som vi har her, giver ikke samme sus som gadeheroin, fordi det ikke indeholder stoffer som kodein, der giver suset i heroin. Misbrugere får aldrig samme sus, som de fik første gang. Men det er stadig det, de søger. Vi har en vejledning om dosering fra Sundhedsstyrelsen, som vi skal følge og brugerne har nogle gange nogle ønsker om at forsvinde fra omverdenen. Vi kan ikke ændre på det stof, vi modtager, så det bliver til en diskussion om, hvad vi skal tilbyde: at gøre folk raske eller give dem et sus.
Heroinen, som de administrerer i Valmuen, fremstilles på et laboratorium i Schweiz af valmuer fra Tasmanien.
- Det koster omkring 200.000 kroner om året for en person i lægeordineret heroinbehandling i Valmuen, oplyser Torben Ballegård.

Sul på kroppen
Et langt liv på gaden med stoffer sætter sine spor. Mange af brugerne har alvorlige sundhedsmæssige problemer med eksempelvis KOL-lunger, kredsløbsforstyrrelser, hepatitis og dårlig ernæring. I kraft af, at de opholder sig på Valmuen flere timer dagligt, hver dag, har personalet mulighed for at tage hånd om deres sygdomme; sygdomme som brugerne tidligere ikke havde overskud til at bekymre sig om. Behandlingen kan, ifølge Inger Westh være med til at give brugerne stabilitet i livet og forbedre deres livskvalitet.
- Stort set alle brugere bliver her hele dagen. Her har de tryghed og billig mad. Mange tager nogle kilo på, og deres ernæringstilstand forbedres. Stort set alle havde jernmangel, da de startede. Her kan vi behandle dem med jerntilskud og bedre kost. Nogle sover meget her. Måske er de ikke trygge ved at sove derhjemme. Nogle har nogle psykiske ting, som vi får øje på her. Jeg er selv uddannet praktiserende læge og kan behandle depressioner og søvnbesvær eller henvise til psykiater, siger Inger Westh. Hendes kollega, Nina Ginnerup, sygeplejerske i Valmuen supplerer:
- Ud over at give brugerne sul på kroppen og mere tryghed ser vi forbedret tandstatus, vi sørger for fodpleje, kvindernes menstruationscyklus stabiliseres eller påbegyndes igen. Mange har ikke haft regelmæssig menstruation, eller menstruation overhovedet i den tid, de har levet på gaden. Stort set alle har hepatitis, som vi også sørger for bliver behandlet.

Forventer ikke at skabe mønsterborgere
Selvom brugerne reducerer deres sidemisbrug og får forbedret deres sundhedstilstand, forventer Valmuens leder ikke at se alle brugerne ude af deres misbrug og i fast arbejde.
- Vi er ikke så naive, at vi tror, alle bliver stoffri og får job eller begynder en uddannelse. Det kan måske ske for nogle, men vores mål er først og fremmest, at de kommer ud af det illegale miljø, får forbedret deres sundhedstilstand og kan leve et værdigt liv uden prostitution og indbrud, siger Torben Ballegård, leder af Valmuen. Men det sker heller ikke fra den ene dag til den anden:
- Nogle begår stadig kriminalitet, dog i mindre omfang, siger han og forklarer, at de i Valmuen prøver at tale med brugerne om deres kriminalitet og andre emner for at resocialisere dem. Også den proces tager tid.
- De er synligt anderledes end andre og bidrager ikke i samme omfang som andre. De kommer fra en verden, hvor referencerammen er stofferne. De taler om hvilket stof, der er det mest attraktive, deres fængselsstraffe, hvor mange tænder, de har mistet, prostitution. Det er jo helt absurde emner for almindelige mennesker. Derfor er det meget svært for dem at blive resocialiseret, siger sygeplejersken Nina Ginnerup og fortsætter.
- Vi prøver at lære dem, hvad der er normalt i samfundet og prøver at få dem til at se det positive. De er vant til at få modstand og pludselig kommer de her. De får heroin, billig mad, en skulder at græde op ad. Vi bager boller, taler sammen, laver mad, collager, spiller spil og ser tv. Alligevel er det et lortested for nogle få. Hvis man så spørger, hvad er det, der er noget lort. Svarer de, ”det er bare et lortested”. Efterhånden som man spørger ind til det, vil de sige, at de ikke gider snakke mere om det. De kan ikke specificere, hvad det er der er noget lort. De er bare vant til at være i opposition og at være mod alt det, der kommer fra systemet. De er nødt til at være her. De har ikke noget netværk og ingen tilknytning til samfundet, siger hun.
Efterhånden som brugerne får opfyldt deres behov for stoffer, får de mere overskud til at koncentrere sig om andre ting. For eksempel at skabe sociale relationer til hinanden.
- Deres sociale liv forbedres, fordi de bliver nødt til at være her flere timer dagligt. Efterhånden ser vi, at de tager initiativ til at lave ting sammen. Måske sætter de en film på og ser den sammen. Eller som i dag, hvor de fleste er taget hjem til en af brugerne og hygge, siger Nina. En af udfordringerne for personalet i Valmuen bliver at hjælpe brugerne til at danne relationer ude i samfundet.
- Nu skal vi arbejde mod, at de udvider deres sociale netværk til at række ud over Valmuen. En af brugerne vil gerne spille badminton, så jeg håber, at der en dag kommer en, der mangler en makker, som kan begynde at spille med vores bruger. Det kan give ham kontakt til verden udenfor Valmuen og måske inspirere på andre områder. Det er de nære relationer, der kan være afgørende for, at de ændrer deres liv, siger Torben Ballegård og tilføjer:
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi har levet op til forventningerne. Vi kan se, at det slet ikke kan betale sig at lade være. Hverken for brugerne eller for samfundet.

Af Marisa Matarese