Læserne skriver

Bliver glad, når jeg køber Hus Forbi
Jeg køber Hus Forbi for at fortælle mig selv, at jeg skal være glad for min
lejlighed. Jeg har en budgetkonto i banken, der hver måned betaler min
husleje. Jeg kan ikke forestille mig selv at gå på gaden. Hus Forbi gør mig glad på den måde, at jeg bliver glad for min lejlighed og for at gøre en god gerning ved at købe bladet. Jeg læser, at nogle tidligere købere af bladet vil stoppe med at købe det, fordi det er venstreorienteret. Det er ikke nogen kristen gerning!

Kirsten E. Weinreich
Trykt i Hus Forbi, nr. 8 august 2010

Velkommen til virkelighedens verden
Det er efter min mening gammeldags at kritisere, blot fordi et blad eller
en avis ikke bringer lige de budskaber, man ønsker. Helt ærligt; vi har altså ytringsfrihed i Danmark, hvis der er nogen, der skulle have glemt det, og jeg synes desuden også, at det, der bliver bragt i Hus Forbi, er af ægte kvalitet. Det er nærværende, og det skildrer de ting, der foregår lige under vores næser.

Er der så nogen, der ikke kan holde ud at se den slags eller mener, at det ikke foregår her i lille Danmark, ja så lever de godt nok i en boble, og på et eller andet tidspunkt så brister den. Det har min gjort for længe siden. Min familie er kommet i en økonomisk situation, som jeg ikke troede mulig. Men det kom vi altså, og det er virkelighedens verden. Kan man ikke klare virkelighedens verden, så må man jo bare isolere sig totalt. Og det tror jeg, at de færreste virkelig kan.

Der sker desværre de samme ting i Danmark, som der gør i det store
udland, og jeg synes, at Hus forbi skildrer det helt fint. Nogen skal jo gøre
det, når andre ikke vil.

Anemarie Hirschmann
Trykt i Hus Forbi, nr. 8 august 2010

En typisk Jensen
Efter at have læst Carsten Jensens klumme ’En typisk dansker’ må jeg undre mig over, hvorfor han gør sig selv til en af de danskere, som han foragter så inderligt. Carsten Jensen skriver blandt andet, at ’Købke ikke
blot deler vores forkærlighed for den danske idyl, men også idyllikerens
overfølsomme angst for enhver trussel mod den orden, der hersker i blomsterbedene’. Og som afslutning på klummen spørger han, ’om vi ikke
kunne lære noget af englændernes holdning til god kunst, midt i vores
nationale selvforelskelse’.

Nu er det jo sådan, at Carsten Jensen for mange år siden i sin egen selvforelskelse har lagt afstand til Danmark og danskerne, og jeg mener derfor ikke, at han behøver at tage et medansvar for os på denne side af
Sundet, ’der færdes i kære, kendte omgivelser’ og vores middelmådighed.

Grethe Bille
Trykt i Hus Forbi, nr. 8 august 2010

Har Carsten Jensen nogensinde talt med dem på gaden?
Jeg har meget længe købt Hus Forbi. Jeg køber bladet hos min faste sælger og får også en sludder med ham. Det gør mange for øvrigt.
I nogle numre af bladet har jeg læst Carsten Jensens klumme. Det er
en stor overraskelse, at han skriver i bladet. Han er jo en berømt journalist og forfatter, som har modtaget flere priser, men jeg er skuffet over hans skriverier i bladet. De er ualmindelig uvedkommende for mennesker, som er hjemløse, og for andre, som læser andre aviser.

Hans sidste klumme hed ’Dødsdom på dansk’ og handlede om, at almindelige mennesker ikke forstår lægernes fagsprog. Denne klumme
kunne lige så godt være skrevet i Weekend Avisen eller Kristeligt Dagblad. Har Carsten Jensen virkelig været i berøring med de virkelig udsatte, som de mennesker, der bor på gaden eller lever under rammer, ingen af ’os andre’ ville ønske sig? Har han sat sig på en bænk og givet en bajer til en landevejsridder og hørt hans historie? Det har jeg gjort mange gange. Det kræver så lidt at lytte. I mine øjne er Carsten Jensen en god forfatter, men er helt fejlplaceret i netop denne avis. Det gør ikke noget at være elitær, og det er jo disse mennesker, som Carsten Jensen normalt skriver for.

Jessie Sandbæk Christiansen
Trykt i Hus Forbi, nr. 8 august 2010

Fordummende propaganda
Det er i orden, at man hader Dansk Folkeparti og regeringen, men man kan også blive for dumplat i sit had. Her er Carsten Jensen en ener. Som jeg læser hans ’Dødsdom på dansk’ fra Hus Forbis juli-udgave skal man have ondt af, at en dødsdømt patient ikke har lært dansk – og i Carsten
Jensens forestillingsverden er det indirekte Dansk Folkepartis skyld, at han har fået den dødsdom. Carsten Jensens had fremviser en fordummende propaganda.

Michael Unna
Trykt i Hus Forbi, nr. 8 august 2010

Tankevækkende stof
Tilfældigt sidder jeg i sommersol og læser for første gang Hus Forbi. Det
var mødet med Hus Forbi-sælgeren, som gjorde positivt indtryk i gadebilledet, så jeg i dag tog tid til at læse bladet. Tak for tankevækkende stof, som satte positive spor.

Kirsten Juliane
Trykt i Hus Forbi, nr. 8 august 2010

Kynisk og smålig politik
Tak til Carsten Jensen, der med sin klumme i juliudgaven viser, hvilke
uhyggelige konsekvenser genopretningsplanens besparelser vil få for blandt andre flygtningefamilier, som i den grad har brug for professionel tolkebistand, eksempelvis ved lægebesøg. Holdt op mod de 24 milliarder,
der skal spares indtil 2013, er de 30 millioner kroner, som regeringen og
Dansk Folkeparti vil spare på tolkeområdet, lommepenge for VKO.

Men de 30 millioner kroner er ikke småpenge for tolkeområdet, men
derimod nødvendige, hvis vi vil undgå, at børn af flygtninge og indvandrere bærer forældrenes byrder på deres skuldre. De er nødvendige, hvis vi vil beskytte børnene mod traumer. VKO’s besparelser er derfor udtryk for den groveste symbolpolitik. Levebrødspolitikernes kynisme og smålighed kender ingen grænser, og det er godt, at der bliver sat fokus på den førte politik i Hus Forbi.

Serap Erkan
Trykt i Hus Forbi, nr. 8 august 2010

Hvordan undgår vi flere Nazema'er?
Det er med stor interesse og blødende hjerte, at jeg har læst jeres beskrivelse af Nazema og hendes tragiske liv i Danmark i Hus Forbi i juni.
Desværre er der mange, der deler hendes skæbne.

Men hvad jeg synes er endnu værre; der er intet, der forhindrer hendes
eksmand i at importere en anden kone og behandle hende på samme måde. Om to år kan hun så sendes hjem, og manden kan hente en ny kone. Hvordan kan det stoppes?

Lis Munksgaard
Trykt i Hus Forbi, nr. 8 august 2010

Hus Forbi er et forbillede
Tak for en fantastisk avis. For de relevante artikler og den flotte måde, de er skrevet på. Hvis alle aviser var som denne, havde verden været lidt bedre. Jeg har ellers boykottet de fleste aviser, simpelthen fordi jeg ikke
orker at se på flere brystoperationer eller læse om kendtes kæresteforhold. Det virker dybt irrelevant. Jeg nyder at læse Hus Forbi. Avisen er et forbillede for, hvordan en avis kan se ud.

Mule Harper
Trykt i Hus Forbi, nr. 8 august 2010

Det er en ommer
Er Hus Forbi blevet et talerør for og til de elitære? Carsten Jensen plæderer i sidste nummer for, at krig skaber dræbere, men hvad har krigen i Afghanistan eller Irak så lige med hjemløse at gøre? Eller er Carsten Jensen på lønningslisten i Hus Forbi som politisk kandestøber?

I fald han skal skrive hver måned, går jeg måske forbi Hus forbi, hvilket jeg vil være meget ked af, da det er de hjemløse, det handler om, og ikke Carsten Jensens kæpheste. Det er da sympatisk, at bladet lægger spalter til, men essensen i dette blad bør være om og for de hjemløse. Det kan I gøre bedre. I kunne starte med at være mere aggressive over for de myndigheder og politikere, der lader hjemløse være en del af det danske
samfund.

En klumme burde – måske – i stedet skrives af forskellige personer med
kendskab til eller hjerte for de hjemløse og ikke en superintellektuel fra
parnasset.

Flemming Franklin Fischer
Trykt i Hus Forbi, nr. 7 juli 2010

Godt at få kaffen galt i halsen
I mange år holdt min familie Jyllands-Posten. Ikke fordi det lige var en avis, vi var enige med, menfordi min mands arbejde krævede det. Og det skete rigtigt tit, at jeg fik kaffen galt i halsen, når jeg læste en leder eller kommentar, som var stik modsat mine egne holdninger.

Men jeg tror, at det var rigtigt sundt for mig at læse meninger fra folk, som så tingene på en anden måde end jeg. En sag kunne ses fra flere sider, og under alle omstændigheder kunne jeg trøst mig med et gamle ord: For at bekæmpe rotterne, må man vide, hvad de lever af!

Jeg er sådan set ret ligeglad med, hvor i det politiske billede Hus Forbi befinder sig. Hus Forbi er et godt projekt, en god sag og her finder man historier, som ikke ellers vil få den store spalteplads. Historier fra det fattige Danmark, som mange måske slet ikke vidste eksisterede i dette lykkelige lille land.

At Carsten Jensen har en klumme, hvor han med sin skarpe pen får smidt nogle finker på panden, synes jeg er et plus. Han kan skrive, han har holdninger – uanset om man kan lide dem eller ej. Brug det, han skriver, til at ruske lidt op i jer selv. Få blodtrykket op engang i mellem. Det er kun sundt for demokratiet og det politiske liv, at vi diskuterer tingene.

Elisabeth Bennetsen
Trykt i Hus Forbi, nr. 7 juli 2010

Nej tak til censur
Jeg er enig med Kirsten Schmidt, der ikke mener, at Hus Forbi skal være
talerør for venstrefløjen. Fy da. Så hellere for Venstre. Hvis jeg skal give
20 kroner til en hjemløs, må det, han udbreder, være noget, jeg kan være tjent med at læse, ellers kan han have det så godt. Bladet skal ikke have holdninger eller give udtryk for meninger. I hvert fald ikke nogen, som jeg ikke kan godkende. Så må de hjemløse undgælde. De kan bare lade være med at sælge det blad, så.

Eller måske er jeg ikke helt enig. For hvad er politik? Ret beset og så vidt jeg har forstået, er det at interessere sig for det samfund, vi lever i. Det kan vel ikke være odiøst? Eller hvad? Måske Kirsten Schmidt går ind for, at vi bukker og takker og bøjer hovedet og tier i forsamlinger og censurerer Hus Forbi?

Else Waale
Trykt i Hus Forbi, nr. 7 juli 2010

Tak til Hus Forbi for at turde
Når man køber og læser et blad som Hus Forbi, er det primært fordi man vil støtte, og fordi man interesserer sig for eller måske selv er en af de mange, for hvem det at få en kop kaffe og en ostemad, en seng at sove i og lidt menneskelig omsorg, er det, man har behov for. Når man ser den stigende fattigdom og den store sociale uretfærdighed, vi desværre har her i landet, så kan man ikke undgå at skulle tage stilling.

At det så bliver tolket som, at Hus Forbi er blevet talerør for den yderste venstrefløj, siger betydelig mere om dem, der fremkommer med kritikken, end om redaktionen på dette geniale blad.

En stor tak til Hus Forbis redaktion, fordi den tør tage de problemer og de mennesker alvorligt. Det er jo ikke lige det, den nuværende regering sætter højest på deres dagsorden.

Hermed sender jeg en stor humanistisk og varm hilsen til alle dem, der laver et stykke arbejde for de absolut allersvageste mennesker i Danmark.

Lars Højst Hansen
Trykt i Hus Forbi, nr. 7 juli 2010

Regeringen skaber flere hjemløse
Regeringen og Dansk Folkeparti har med forringelse af dagpengene endnu en gang sigtet efter de personer, som har det svært i vores samfund. Med ændringen skubbes flere ud på kanten af samfundet, og vi risikerer en stigning i antallet af hjemløse. Endnu engang kommer krisen til at blive betalt af dem med færrest ressourcer.

Særlig slemt er det jo, fordi alle tilbud og muligheder for hjemløse og andre eksistenser, som ikke ligner flertals-danskeren, skæres og reduceres. Flere hjemløse til færre tilbud giver dårlige muligheder for nogle af dem, som har det sværest. Jeg håber, at vi snart får en ny regering, som kan tage hånd om problemerne, og som ser hjemløse som mennesker, der også har krav på ordentlige levevilkår.

Trine Pertou Mach, Folketingskandidat for SF
Trykt i Hus Forbi, nr. 7 juli 2010

Her er artikler, der ikke findes andre steder
Det var en god oplevelse at læse Hus Forbi nr. 5, maj 2010. Der var flere glimrende artikler med vinkler og indhold, som ingen andre trykte medier leverer. Her tænker jeg særligt på Carsten Jensens skarpe pen, hvor han fortsætter med at pirke til grundlaget for krigen i Afghanistan, og hvilke konsekvenser det har for os alle sammen. I Afghanistan slår vi ikke bare fjender ihjel, vi slår også noget i os selv ihjel, slutter Carsten Jensen.

Derudover læste jeg med glæde artiklerne om ulighederne i den danske folkeskole, hvor Lars-Henrik Schmidt påpeger folkeskolens eksklusions-manøvrer som følge af politikernes krav om øget faglighed. Spændende, tankevækkende og interessante artikler, som ikke findes andre steder.

Tak for det!

Torben Fleckner
Trykt i Hus Forbi, nr. 7 juli 2010

Glædeligt overrasket over linjen
Efter ikke at have læst Hus Forbi et godt stykke tid blev jeg glædeligt
overrasket over at gense et blad med en hel ny, konstruktiv og positiv vinkel på fortællingerne om hjemløses vilkår i Danmark såvel som globalt.

De fleste af Hus Forbis købere skal formentlig findes uden for de hjemløses egne rækker, og jeg skal da indrømme, at jeg var blevet temmelig træt af bladet, eller rettere den noget indspiste og misforståede
solidaritet med mennesker i nød. Her tænker jeg på den megen spalteplads, der er blevet givet gennem tiden til at skrive portrætter om hjemløse, der dybest set var utilfredse med forholdene og ikke kunne forstå det rimelige i at de ikke kunne gå omkring og være kriminelle eller betragte sagsbehandlerne som rene skydeskiver.

Jeg tillader mig at skrive dette og undskylder over for de mennesker, jeg sårer. Jeg tror så bare ikke, at det er den gruppe, der læser bladet selv, endsige køber det.

At skrive, at Hus Forbi ikke er politisk, som Mogens Overballe gør det i et læserbrev i sidste nummer af bladet, er lodret forkert. Bladet har alle dage været solidarisk med de hjemløse, også i erkendelsen af, at de store forbedringer skal ske både på græsrodsplan og via lovgivningen. Naturligvis. At Mogens Overballe ikke længere vil købe bladet på grund af den nye redaktionelle linje, er en aldeles forfejlet strategi og i dén grad usolidarisk med sit egetprojekt. Jeg hæfter mig ved, at han arbejder med hjemløse på gadeplan, og dermed siger han jo også, at han arbejder for de hjemløse. Det samme gør Hus Forbi.

Jeg er sikker på, at den redaktionelle linje nok skal skaffe mange nye læsere til. Der er et brederetilbud af læsestof nu, og det er langt mere positivt end tidligere. Altså arbejder bladet langt mere konstruktivt og godt, både som avis og som tilskud til dagen og vejen for rigtig mange mennesker. Det er ansvarsfuldt og godt gjort af redaktionen at lægge linjen om.

Jeg håber, at mange får øjnene op for forandringen. Og Carsten Jensens
causeri er glimrende, indsigtsfuld, velskreven og relevant.

Poul G. Exner
Trykt i Hus Forbi, nr. 7 juli 2010

Helt oplagt at Hus Forbi er politisk
Det undrer mig virkelig at læse så meget modstand mod Hus Forbis politiske vinkel på bladets debatsider. Jeg er helt enig med Christel Maria Nolle i, at alt er politisk, og at Hus Forbi sætter fokus på nogle af regeringens svage sider, er da helt oplagt. Desuden synes jeg, at det er usmageligt, at folk, der er uenige med redaktøren eller en af  skribenterne, ikke kan nøjes med at debattere, men også skal fortælle, at de nu boykotter bladet.

Køb dog bladet, fordi I støtter nogle af vores samfunds svageste grupper. Køb bladet, fordi det trods uenighed også er deres talerør og et projekt, der er med til at give dem en smule værdighed.

Dorthe Eggertsen
Trykt i Hus Forbi, nr. 7 juli 2010

Det starter med én selv
At yde for at kunne nyde har altid været mit princip. Det er også grunden til, at jeg med glæde køber Hus Forbi hos de altid smilende og venlige sælgere. De står der i regn og slud, ja i al slags vejr, og jeg synes, det er prisværdigt, at man trods modgang i livet gør noget – yder noget.

Dette burde være grundprincippet i alle menneskers tankegang. En ting
er, at samfundet skal stå klar med en hjælpende hånd, når verden ramler
for en, og man ryger ud i det, der kan forekomme som en håbløs situation
for en. Men når det er sagt, så har man altså også en forpligtigelse til selv at gøre noget for at komme videre. Det er ikke altid kun samfundet, der skal yde.

Jeg har altid haft et ambivalent forhold til de personer, som man ser i Odenses gader, og som sidder på bænken og tigger penge. Min første tankegang er som regel: ’Taber, idiot, se dog at komme videre, rejs dig op, og kig på dig selv – gør dog noget, tag imod de tilbud, som samfundet sikkert har givet dig, kom ud af dit misbrug’.

Det næste er så, at jeg kommer i tanke om sangen ’Walk A Mile In My
Shoes’ med Elvis Presley. Den handler kort fortalt om, at man ikke skal
dømme andre, før man har prøvet at leve deres liv, og det er jo netop det, man i første omgang gør, når man ser en narkoman eller alkoholiker i bybilledet. Jeg har jo ikke ret til at dømme manden på bænken. Jeg ved
jo ikke, hvor filmen knækkede for ham, eller hvad der ellers er sket i hans liv.

Når alt dette så er sagt, ja så mener jeg stadig, at ’det starter med en selv’. Jeg mener faktisk, at man har en forpligtigelse til igennem hele livet selv at være med til at gøre en forskel og ikke bare læne sig tilbage og kræve ind. Medmindre man er syg på den ene eller anden måde, så må det være sådan, at man skal yde før man kan nyde. Jeg tror på, at
uanset hvor håbløst livet ser ud for en, ja så starter forandringen med en selv. Man skal selv ville fremad igen, så tror jeg også på, at det kan lade sig gøre, til gavn for en selv og samfundet.

Der har været en del indlæg i bladet omkring politiske holdninger. Om at bladet er venstreorienteret eller på andre måder giver udtryk for venstreorienterede meninger og holdninger. Det er jeg egentlig lidt ligeglad med. For mig drejer det sig om at støtte den sælger, der gider
gøre en indsats. Jeg kan sagtens sortere fra og har heldigvis mine egne holdninger og meninger.

Til sidst vil jeg blot kommentere jeres artikel Hus Forbi nr. 5, maj 2010 omkring manglende forståelse af stofmisbrugere på de danske hospitaler. Jeg kan udmærket forstå de læger og sygeplejersker, som reagerer i frustration over de narkomaner, som ikke kan forstå, at man er på et offentligt hospital, hvor der er visse spilleregler med hensyn til, hvordan man agerer og opfører sig. Hvis jeg var indlagt på en stue, hvor der lå en anden mand, der råbte og skreg og brugte wc’et til at fixe på, ja, så tror jeg også, jeg ville forlange, at man fjernede den person meget hurtigt. Nu ansætter man så specielt personale, som skal varetage narkomanernes interesse. Igen drejer det sig om, hvad samfundet skal yde, og ikke hvad personen skal yde til samfundet.

Det starter med en selv.

Henrik Domar
Trykt i Hus Forbi, nr. 7 juli 2010

Provokeret til at tænke nye tanker
Til de læsere, som i Hus Forbis majnummer truer med at indstille eller
omstille deres hjælpsomhed: Har I overvejet, hvad det betyder at stille
betingelser for hjælp? Har I overvejet, at de krav, I stiller til redaktionen på Hus Forbi, minder ret meget om udstødende adfærd? Har I overvejet, om jeres grundopfattelse, at hjemløsearbejdet skal være upolitisk, egentlig er så upolitisk, som I går ud fra?

Og lov mig så at tænke ekstra godt over dette, før I endnu en gang farer i
automatpilotens blækhus: Opfører I Jer ét milligram mindre fordømmende
og ensidigt end den Carsten Jensen, som I er så hurtige til at fordømme?

Tak for et godt blad, som får mig og forhåbentlig andre provokeret til at
tænke lidt nye tanker (i stedet for de velkendte grå og kedelige).

Carsten Legaard
Trykt i Hus Forbi, nr. 6 juni 2010

En borgerlig stemme på Carsten Jensen
Jeg er borgerlig, men vil meget gerne læse Carsten Jensens klummer. Det
giver mig virkelig noget at tænke på, blandt andet at vores land svigter
så mange mennesker. Vi er i krig, og vi taler aldrig om det. Det er skræmmende.

Det er okay, at Hus forbi tager stilling og har en holdning. Det er jer, der
er tættest på de problemer, som bladet beskæftiger sig med. Der er noget, der tyder på, at VKO svigter.

Ivan Dywremose
Trykt i Hus Forbi, nr. 6 juni 2010

Kritik undrer ikke
Det kan ikke undre, at der findes læsere af Hus Forbi, som ikke er i stand
til at se relevansen af bladets kritik af regeringen, den løgnagtige krig i
Irak og den efterhånden meningsløse krig i Afghanistan. Der er tale om krige med titusinder af civile dræbte, ofte med befolkningens svageste som ofre. Og der er tale om kritik af regeringens socialpolitik med talrige nedskæringer af kontanthjælpen og en starthjælp, som gør det umuligt at klare dagen og vejen og som medfører arbejdsløshed og tvangsudsætning fra lejligheder. Der gennemføres forringelser på dagpengeområdet,
som skubber mennesker ud i ensomhed og isolation.

Dette er kun eksempler på den endeløse række af nedskæringer, som har ramt de svageste grupper i samfundet. Anført af en socialminister, som med god støtte af den ganske regering har en tyrkertro på liberalismens
lyksaligheder, på, at ulighed er drivkraft, og på, at social nød skaber arbejdsiver og et godt liv.

Tak for fine velskrevne klummer af Carsten Jensen. Ingen er bedre end han til præcist at spidde det danske samfunds dobbeltmoral og løgnagtighed.

Poul S. Nielsen
Trykt i Hus Forbi, nr. 6 juni 2010

Politisk samvittighed for en tyver
Må vi være fri for kommentarer fra snæversynede danskere, der holder
deres politiske samvittighed ved lige for en tyver om måneden til et Hus
Forbi blad, men ud over det slet ikke kan se ud over deres egen næsetip
– og slet ikke kan tåle at se i øjnene, hvor mange mennesker deres
indskrænkede holdninger slår ihjel.

Støtter man hjemløse, kan man vist roligt tale om dobbeltmoral, hvis man samtidig støtter krigen i Afghanistan, for den skaber tusindvis – ja, millioner – af hjemløse uden nogen som helst grund!

Jeg er også helt forbløffet over at læse så fremmedfjendske udtalelser fra trofaste læsere af Hus Forbi. Folk, der bekymrer sig om deres egne skattepenge, selvom de kunne redde liv. Man kunne da passende gøre det
i stedet for at slå folk ihjel i de varme lande. Det vil jeg i hvert fal hellere
bruge dem på.

Jeg forstår Hus Forbi som et blad, der skal støtte alle folk, der har det hårdt i Danmark, uanset hvor de kommer fra, eller hvordan de er endt i den situation. Men det er åbenbart blevet en sjælden fornøjelse med folk, der ikke har et forvrænget og selvisk menneskesyn i dagens Danmark.

Jeg håber, at der er en masse læsere af Hus Forbi, der har det lige som
mig. Og at I bliver ved med at hjælpe alle dem, der har brug for det.

Nadia Ø. Zarling
Trykt i Hus Forbi, nr. 6 juni 2010

Selvfølgelig skal Hus Forbi have holdninger
Jeg køber og læser Hus Forbi. Dels fordi bladet støtter en god sag, men
også fordi bladet er interessant, usædvanlig velskrevet og behandler
relevante emner. I har de 'rigtige' holdninger, og selvfølgelig skal bladet
ikke være politisk neutralt. Især en tak til Carsten Jensen for hans indlæg
i bladet, dem kan jeg ikke undvære. Det er da flot, at han fik Oluf Palmeprisen.

Jeg ser frem til den næste udgave.

Finn Hansen
Trykt i Hus Forbi, nr. 6 juni 2010

Træt af klynkeriet
Det er sjældent, at jeg skriver læserbreve, men nu er det blevet tid. Jeg er blevet godt og grundig træt af de læserbrevsskribenter, der klynker over Hus Forbis ’angreb’ på den siddende regering. Så bed dog regeringen om at stoppe angrebene på de svageste grupper i vores samfund.

Når regeringen vælger at fjerne pengene til projekter for grønlændere,
samtidig med at de siger, at de vil gøre noget for de hjemløse, klinger det hult. Det gør det ikke bedre, når socialministeren udtaler, at landets kommuner må træde til for at redde de lukningstruede projekter. Hvilke
kommuner har råd til det med regeringens bebudede besparelser på det
kommunale område?

Graden af humanisme i et samfund ses i den måde, hvorpå man behandler og betragter sine udsatte medborgere. Det er en fornøjelse – eller rettere sagt berigende – at I bringer en klumme af Carsten Jensen i hvert nummer. Det giver en mulighed for at blive præsenteret for holdninger, man sjældent møder i dagspressen.

Jeg ønsker bladet god vind fremover. Hvis oplaget skulle falde, må vi i
fremtiden købe to numre hver. Bladet bygger jo på den tanke, at man (læs: sælgerne) skal yde for at nyde. Det troede jeg var god borgerlig ideologi.

Allan Nielsen
Trykt i Hus Forbi, nr. 6 juni 2010

Min støtte går til sælgeren – uanset nationalitet
Jeg køber altid Hus Forbi og synes, at det er interessant og lærerig læsning. Jeg køber bladet for at støtte de husvilde og er egentlig ligeglad
med, hvilken nationalitet sælgeren har. For det er sælgeren, jeg vil støtte, fordi hun/han gider stå på gaden i al slags vejr for at tjene otte kroner pr. blad. Det er ikke nogen formidabel hyre.

Min familie er også indvandrere, men til forskel fra indvandrerne sydfra,
har vi blå øjne og blondt hår. Vi er samer indvandret fra Nordnorge for én
generation siden. Vi blev godt modtaget i Danmark og nedsatte os som
skomagere og skræddere. Uagtet vi ikke havde nogen uddannelse.

For mig at se er vi alle lige. Det er træls at være hjemløs. Vi bør alle støtte dem, som har dårlige betingelser i vores tilværelse. Giv de sølle otte kroner til én, som virkelig trænger til dem.

Lone Hendrichsen
Trykt i Hus Forbi, nr. 6 juni 2010

Vigtigheden af et Hus Forbi med kant
Jeg har med stor interesse fulgt debatten i Hus Forbi om bladets påståede
venstredrejning i almindelighed og Carsten Jensens klumme i særdeleshed.

Et par væsentlige pointer trænger sig på i den forbindelse. For det første er det et lidt underligt synspunkt, at Hus Forbi åbenbart kun kan tillade sig at bringe artikler fra det danske samfunds bund og bagside og åbenbart helst kun artikler uden for meget kant og holdning. Hvor ville det dog være et tandløst blad, hvis indholdet ikke måtte støde nogen
og vække debat og uenighed.

For det andet er det både usselt og uretfærdigt at lade sin uenighed med redaktionen og dens klummeskriver gå ud over Hus Forbis sælgere. Bladet indeholder hver måned masser af gode og tankevækkende artikler; læs dog dem i stedet for. Eller læs klummen, og nyd jeres forargelse. Eller køb bladet alene for sagens skyld, og nyd jeres gode samvittighed.

For det tredje er Carsten Jensens skriverier om krig og udenrigspolitik
næppe så irrelevante, som visse debattører har antydet. Et samfunds
behandling af dets svageste er nemlig ikke kun baseret på kroner og ører,
men i høj grad også på menneskesyn. Og det menneskesyn, der kommer til udtryk gennem regeringens politik, herunder også gennem dens gebærden i fjerne lande, levner ikke megen plads til optimisme.

Anna Heebøll
Trykt i Hus Forbi, nr. 6 juni 2010

Fattigdom med vilje
Det er på høje tid, at vi får diskuteret fattigdomsgrænser og kommunernes fastsættelse af rådighedsbeløb. Men der er faktisk et endnu mere interessant aspekt i denne debat, nemlig den bevidste fattiggørelse af indvandrere og flygtninge, som regeringen med stor succes har gennemført.

Ingen tvivl om, at der findes personer på kontanthjælp, som må anses for
fattige. Og at niveauet for kontanthjælpen er tænkt som et eksistensminimum, dog under anstændige forhold. Men starthjælpen udgør kun omkring det halve af det beløb! Det må jo så betyde, at regeringen helt bevidst har fastsat et beløb, som ligger et godt stykke under en rimelig levestandard. Et kilo kartofler koster jo det samme, uanset om køberen er født i Danmark eller ej – så det må siges at være klar, ulovlig statsdiskrimination. 34 af landets borgmestre har da også skrevet under på en protest mod den lave ydelse. Rådighedsbeløbet
kommer ret langt ned, når ydelsen før skat er på 5.300 kroner.

Alle nyankomne modtager starthjælp, og får ikke ret til kontanthjælp
før de har haft to et halvt års sammenhængende arbejde. Argumentet for
indførelsen og skåltalerne om, at 'det virker' handler om, at den lave ydelse tvinger indvandrerne i arbejde. Ja, en del af dem finder et arbejde, måske endda et, som ligger langt under deres kompetencer. Men en anden del kan ikke finde eller udføre noget arbejde – ligesom en del danskere ikke kan. De havner i voldsom fattigdom, som især går ud over deres børn.

Som dansker kan man få sygedagpenge, rehabilitering, invalide- og førtidspension. Men for indvandrere tages ikke individuelle hensyn. Hvis man netop har fået asyl og går på sprogskole tre dage om ugen for at lære dansk, har man ikke store chancer for at finde et fuldtidsjob. Hvis man er indstillet til et rehabiliteringsprogram eller en traumebehandling på grund af oplevelser med krig eller tortur i hjemlandet, er man nok heller ikke toptunet til det danske arbejdsmarked. Og hvis man har fået humanitær opholdstilladelse på grund af sygdom (som skal være livstruende og behandlingskrævende), er det åbenlyst svært at forsørge sig selv.

Og så er der de to grupper, som ikke engang har ret til starthjælp. Asylansøgerne i centrene får så lille et beløb, at de ifølge Institut for Menneskerettigheder ikke kan købe en sund og nærende kost, hvis de samtidig skal have råd til en busbillet og et taletidskort engang imellem.
De familiesammenførte har ikke ret til en krone fra kommunen – for ægtefællen har pligt til at forsørge dem. Vi kan ikke vide, hvor meget ægtefællen giver dem, men det strider vel ret kraftigt imod de danske samfundsnormer at en borger henvises til at være totalt afhængig af en anden. Der er altså ikke blot tale om fattigdom, men også om bevidst umyndiggørelse og diskrimination fra statens side. Det hænger nøje sammen med den generelle mangel på rettigheder for folk uden dansk statsborgerskab – som samtidig bliver mere og mere umuligt at opnå.

Michala Clante Bendixen, Komiteen Flygtninge Under Jorden
Trykt i Hus Forbi, nr. 5 maj 2010

Ekstrem fædrelandskærlighed
Jeg tager afstand fra Lars Nielsens holdning i sit indlæg i aprilnummeret af Hus Forbi. Han udviser en ekstrem variant af fædrelandskærlighed, som har meget til fælles med den, som Dansk Folkeparti praktiserer. Rumæneren har lige så meget krav på at få lidt hjælp til dagen og vejen ved at udføre et ærligt arbejde som enhver dansker. Hvis en dansker skulle finde sig selv i uheldige omstændigheder i et andet land,
ville vi så ikke synes, at han havde krav på lignende muligheder til at tjene til livets ophold? Som redaktøren har påpeget, er rumænske hjemløse ikke forsørget af den danske velfærdsstat.

Iona Tamsin Stewart
Trykt i Hus Forbi, nr. 5 maj 2010

Ensidige Jensen og det politiske Hus Forbi
Vi har i en del år med glæde købt og læst Hus Forbi. Det har vi gjort, dels for at støtte sælgeren, dels fordi vi fandt stoffet i bladet relevant. Desværre er vi enige med dem, der har beklaget den drejning, som bladets indhold har taget. Bladet er uden tvivl blevet politisk, og det beklager vi dybt. Carsten Jensen kan være morsom nok at læse, hvis man ønsker at læse noget, som er virkeligt ensporet, men vi mener ikke, at især hans meget personlige angreb på Lene Espersen hører hjemme i et blad, som burde handle om noget andet.

For de hjemløses skyld håber jeg, at dette ændrer sig. Vi arbejder selv på gadeplan med hjemløse og misbrugere, og jeg ved, at også en del af sælgerne beklager den drejning, der er sket. Vi er blevet enige om ikke længere at købe bladet. Det er med beklagelse, men indtil bladet igen bliver politisk neutralt, er dette desværre den eneste løsning.

Mogens Overballe
Trykt i Hus Forbi, nr. 5 maj 2010 

Den ensomme mand på stenbænken
Jeg gik en tur i morges med min datter, og der stod han med Hus Forbi foran Brugsen. I eftermiddags, da jeg skulle handle, stod han der stadig. Da jeg havde glemt nogle varer, måtte jeg derned igen et kvarter før lukketid. Han stod der stadig. Da jeg kom hjem fra min veninde, sad han og sov næsten på samme plet, som jeg havde set ham hele dagen.

Jeg blev ramt og rørt. Gik op i min lejlighed og tænkte på, hvordan jeg kan hjælpe, for det vil jeg gerne. Hvordan kan jeg hjælpe uden at overskride mine egne grænser? Jeg havde jo inderst inde lyst til at tage mig af ham som den mor, jeg er for min datter, men jeg kan ikke overskue det ansvar, så jeg valgte at varme resterne fra aftenens måltid og lave en kop kaffe til ham. Det gik jeg så ned og afleverede til ham kl.
21.15. Han sagde tak. Jeg er ked af, at jeg ikke har en sovepose at give ham. Og jeg tænker meget over, om det, jeg gjorde, var nok.

Uanset hvad, så har jeg mere ro med, at jeg gjorde noget frem for intet. Det er altid værdifuldt for mig at lade mig blive berørt af andre mennesker. Jeg kan ikke tro andet, end at han må have haft et ulykkeligt
liv. Jeg er ked af, at han ikke har nogen familie eller venner, der vil tage sig af ham. Eller måske er han ikke stærk nok til at tage imod den hjælp, der er? Uanset hvad, så lader jeg mig berøre af den ensomme mand
nede på stenbænken.

Charlotte Torp Heiselberg
Trykt i Hus Forbi, nr. 5 maj 2010

Glad for Jensen og Hus Forbi
Hvor er det godt, at I tør engagere Carsten Jensen til at komme med
indlæg i jeres blad, og at I viser flag, hvad jeres politiske standpunkt angår. Alt er nemlig politisk rundt omkring os; hvad vi spiser, hvordan vi bor og så videre.

Derfor undrer jeg mig over, at der er nogle læsere, som åbenbart har
fået indlæggene galt i halsen. Når man er humanist og holder med de
svage, såsom de hjemløse, så må man også vise det i sin holdning til det
politiske liv, vi har fået her i vores andedam, Danmark.

Flot gået, at I tør, og bliv endelig ved med at afdække denne regerings
svagheder og antihumanisme.

Christel Maria Nolle
Trykt i Hus Forbi, nr. 5 maj 2010

Er Hus Forbi venstrefløjens talerør?
Jeg har gennem årene støttet arbejdet for de svage i samfundet ved blandt andet at købe Hus Forbi. Tidligere virkede det, som om bladet
blevet ledet af folk, som havde stor empati for de dårligt stillede, men nu
opfatter jeg nærmest bladet som et talerør for den yderste venstrefløj.
Politisk mudderkastning findes i stor udstrækning i andre medier, så det
synes jeg, at redaktionen skulle holde sig fra og ikke bruge spalte op og
spalte ned på at rakke den siddende regering ned.

Denne politiske venstredrejning kan i høj grad være med til, at dele af
befolkningen ikke vil støtte projektet. Det går i sidste ende ud over de
svage. Og hvem har så skylden for det? Ene og alene redaktionen, som
åbenbart sætter sine egne politiske ambitioner højere end det idealistiske
arbejde, som skulle forbedre de svage medborgeres tilværelse – uden
hensyntagen til, hvorvidt giver eller modtager er af anden politisk, religiøs eller seksuel observans.

Det er synd for de hjemløse, men jeg vil fremover vælge at støtte andre
velgørende institutioner med en humanitær og ikke-politisk grundholdning.

Kirsten Schmidt
Trykt i Hus Forbi, nr. 5 maj 2010

Carsten Jensen giver ingen mening
Jeg tilslutter mig de læsere, der ikke rigtigt finder en mening i Carsten
Jensens skriblerier i dette blad. Og i sidste nummer kammer han da helt
over. At tidligere udenrigsminister Per Stig Møller nu er medansvarlig
for overgrebene i Abu Ghraib og Guantamo er helt hen i vejret. Det er
nærmest injurierende. Og pudsigt nok skriver Carsten Jensen om menneskerettigheder og demokrati. Det er der vist mange lande i de regioner, der aldrig har oplevet. Ikke at det berettiger til overgreb, men det er nu altså amerikanske soldater, der har overtrådt spillereglerne.

Måske kunne en debat mellem Carsten Jensen og Anne-Cathrine
Riebnitzsky, der har været udsendt til Afghanistan både som soldat og
for Udenrigsministeriet, give et mere nuanceret billede. Den ensidighed,
Carsten Jensen lægger for dagen, gider jeg ikke læse. Og resten af bladet
er jo altid skåret over samme læst. Så en fornyelse er kærkommen; gerne om nogle, der er kommet ud af hjemløshed eller misbrug og eksempelvis i uddannelse eller arbejde. For hvis ingen får et bedre liv, så er alt dette her jo forgæves.

Anne-Marie Agerlund
Trykt i Hus Forbi, nr. 5 maj 2010

Svenske roser til Hus Forbi
Tack för en intressant och modig tidning! I min pendling mellan Lund och
Köpenhamn försöker jag alltid att få med mig senaste exemplaret av Hus
Forbi. Det känns gott att stödja hemlösa medmänniskor men jag uppskattar också hela den professionalitet som denna tidskrift uttrycker.
Och - ett speciellt tack till Carsten Jensen! Tänk att ni i Danmark har
någon som delar arena med Aung San Suu Kui och Kofi Annan genom Olof Palme-priset. Var stolta över detta!

Låt oss hoppas att både Danmark och Sverige inser självbedrägeriet i att
möta människor i Afghanistan inom ramen för ett brutalt krig och miltära
maktmedel.

Allt gott och jag ser fram emot nästa upplaga av Hus Forbi.

Kerstin Wimmer
Trykt i Hus Forbi, nr. 5 maj 2010

EU vil straffe køb af sexslaver
Sort eller hvid, tyk eller tynd, frivillig eller tvunget til sex – sexkunden
diskriminerer ikke. Nej, for ham er sex en vare som enhver anden, og bæredygtighed og fairtrade har jo aldrig sagt ham noget, når han står i supermarkedet, så hvorfor skulle han gøre sig disse overvejelser, når han handler ind på Istedgade?

I marts blev flere undersøgelser om sexslavekøberens dårlige moral offentliggjort. Hus Forbi henviste blandt andet til en undersøgelse fra London, hvor over halvdelen af sexkunderne var af den opfattelse, at de fleste prostituerede er blevet lokket, snydt eller handlet ind i prostitution.
Og over to ud af tre sexkunder har et ambivalent forhold til det, de gør.

Men stopper det dem i at gøre det? Nej, viste undersøgelsen. At undersøgelsens resultater også godt kan pege på de samme tendenser
i Danmark, afslørede Fonden Safe and Alive og SF’s falske sexannonce
i marts i Ekstra Bladet. Mændene, der bed på annoncen, fik oplyst, at
kvinderne var handlede, men de var da ligeglade! Netop på grund af sexslavekunders kynisme har EU-Kommissionen i et nyt direktivforslag åbnet for muligheden for at sanktionere sexslavekunderne. Det vil få kunden til at tænke sig om en ekstra gang og forhåbentlig
mindske efterspørgslen.

Britta Thomsen (S), medlem af EU-Parlamentet
Trykt i Hus Forbi, nr. 5 maj 2010

Replik: EU ikke løsningen på kvindehandel
Socialdemokratiets medlem af EU-parlamentet Britta Thomsen spreder for
tiden det synspunkt, at EU er nødvendigt for bekæmpelsen af international kvindehandel – senest i majnummeret af Hus Forbi. Men foruden folkelige organisationer er der allerede et samarbejde imod menneskehandel i Europarådet (der tæller 47 lande mod EU’s kun 27), Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd, det internationale politisamarbejde Interpol, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) samt FN-organerne International Police Task Force og UNODC.

Vi må også se på, hvad der (ofte) er årsag til den fattigdom og undertrykkelse, som ligger bag menneskehandel over landegrænser. Her tillader netop EU-systemet salg af torturredskaber og våben til diktaturer; EU har toldmure og udbyttende dumpingstøtte til priser på EU-varer solgt
til u-lande; EU-systemet er ofte ligeglad med EU-firmaers overgreb på
tredjelandes mennesker og natur; EU kræver liberalisering af fattige landes tjenesteydelser og produktion. Og så videre.

Britta Thomsen hylder et direktivforslag fra EU-Kommissionen, men
mener, at det på ét punkt er for slapt: Forslaget kræver ikke, at sexkunder, der er vidende om, at sexarbejderen er offer for menneskehandel, skal kunne straffes – dette er op til hvert enkelt medlemsland. Som Britta Thomsen påpeger, er mange sexkunder rystende ligeglade med kvindens baggrund, men ’mange’ er ikke ’alle’, og det kan være uhyre svært at bevise, om sexkunden var i god tro. Britta Thomsen er derfor ude i en juridisk gråzone, som vi er nødt til at debattere.

I Folkebevægelsen mod EU kan vi bevidne, at når man i Norge hører om danske EU-tilhængere, der siger, at vi ikke kan stoppe kvindehandel uden EU, så grines der. Norge, som står uden for den Europæiske Union, gør masser imod kvindehandel, og det virker. Norge har så også forbudt
prostitution, hvad der jo er argumenter for og imod, men de har i hvert
fald en række redskaber. Genindførelse af grænsekontrollen, sådan som
Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten har foreslået, vil
klart udgøre en del af bekæmpelsen.

Dansk politi kan endvidere godt udveksle oplysninger med andre EU-lande, selvom vi har retsundtagelsen. Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg
udtalte 24. november 2009 til Politiken, at ’det er ikke sådan, at vi pludselig ikke længere kan udveksle oplysninger med andre lande. Vi har nogle gamle konventioner, der stadig kan bruges’. Andet vil da også være vanvid. Er der politikere, som vil have alt ind under EU og holde andre bort fra vital kommunikation med EU-lande – ja, så er det udtryk for en syg EU-nationalisme. Og vil vi være i sådan en klub?

Magnus Falko, Folkebevægelsen mod EU
Trykt i Hus Forbi, nr. 8 august 2010

Svovlstikkerne - også for de hjemløse
Det var en pinefuld, og smagløs oplevelse at se DR1’s program om Frederik og Marys nye bolig på Amalienborg. Over 100 millioner kroner for at istandsætte en bolig, som i areal svarer til ca. 20 parcelhuse. Og det udelukkende, for at den lille familie kan leve i skattebetalt luksus. Jeg er ikke misundelig, bor selv rigtigt godt i en ældrebolig på Østerbro, men er dog socialt forarget, især på de hjemløses vegne.

Og for at føje spot til skade kan man for 40 kr. (to Hus Forbi-blade)komme på rundvisning i denne herlighed, som tager sig ud som et eventyr, men som viser sig at være taget fra statskassen. Jeg tænker tit på, hvad en hjemløs må og bør tænke, i fald han så denne superpriviligerede families overskuds-hus og omvendt, hvad tænker den royale familie, Frederik og Mary, når de ligger i satinlagnerne, og alle hofsnogene har sagt godnat. Tænker de overhovedet på jer? Ved de, I eksisterer?

Selvfølgelig gør de det. Har de så ikke en moralsk forpligtelse og ansvar for, at I får bedre kår. Skal der være så stor en kløft mellem fattig og rig? Nej, så absolut nej. Kløften er blevet for bred og dyb. Man måler et lands moral og samvittighed på, hvordan man behandler sine egne borgere, så hvad angår hjemløse har vi her i landet ikke noget at være stolte over.

Hvis jeg havde magt, som jeg har agt, skulle alle I hjemløse inviteres på
en lækker restaurant og så i biografen eller teatret. I skulle prøve at komme i Imperial og gå på de røde løbere og være badet i spotlyset. I skulle være på, være stjerner for én, men helst flere dage, og at man tog jer alvorligt og viste solidaritet og samfundssind. Ja, jeg kunne ønske, at I i den lange vinter var blevet inviteret på Amalienborg og var blevet budt på varme drikke og et måltid mad.

Utopi? Nok muligt, men en herlig tanke. Men sådan er virkeligheden ikke. I kan blot tænde jeres engangslighter og med jeres forfrosne hænder se eventyret i flammen, som den lille pige med svovlstikkerne. Se det var et eventyr, dog med en ulykkelig slutning.

Flemming Franklin Fischer
Nygårdsvej 14,
2100 København Ø
Trykt i Hus Forbi, nr. 4 april 2010

Afrikanere i Danmark
Hus Forbis artikel om de afrikanske mænd, der sætter liv og helbred på
spil for at komme nordpå, fik mig til at tænke på, at det er sørgeligt, at
vi kun ser på dem som nogle, der vil nasse på os.

Men det vil de ikke. Det er de driftigste, de mest energiske og dem med de store drømme, der kommer. På samme måde som med de irere, der tog til USA, da kartoffelhøsten udeblev. Og med de danskere og svenskere, der udvandrede og søgte et bedre liv et andet sted. Dem står der en helteglorie omkring, dem kaster vi ikke skygge på. Men når de kommer fra Afrika, så er det en anden historie.

Jo, jeg kan godt se, at der er forskel på at tage til et uopdyrket, nærmest uopdaget land og så det at komme til Euroland. Men energien, lysten til at gøre en forskel for sig selv og sin familie, den er den samme.

Jeg kan også se, at der er store forskelle på kulturen, den, de kommer
fra, og den, de kommer til, men jeg synes ikke, at det klæder os at ringeagte dem af den grund. Jeg synes, det er utrolig modigt af disse unge mænd, at de overhovedet tør kaste sig ud i sådan et eventyr. Sejle af sted i faldefærdige både, betale med alt, hvad de ejer, risikere deres liv, mens de med hele deres væsen håber på at klare sig godt hos os.

Jeg er ikke blind for, at det kan være svært at finde arbejde, bolig, mad, skolegang og eventuelt hospitalsophold til så mange. Men det berettiger os ikke til at vende dem ryggen. Der må da være nogen, der har hjerte og hjerne til at finde løsninger for disse modige, men hjælpeløse unge mennesker.

Frances Hofland
Peter Bangsvej 114, 1.
2000 Frederiksberg
Trykt i Hus Forbi, nr. 4 april 2010

Fri mig for negative Carsten Jensen
Jeg køber og læser Hus Forbi, dels for at støtte en god sag og idé, dels
for at få indblik i en side af vores samfund, som normalt ikke bliver omtalt andre steder.

Formålet med Carsten Jensens klumme i martsudgaven har jeg meget svært ved at se, og det har slet intet at gøre med formålet med Hus Forbi.
Carsten Jensens negative, ensidige og usaglige synspunkter om Danmark
og det danske samfund burde være redaktionen bekendt. Man kan godt
være kritisk, hvad Hus Forbi også er, men med Carsten Jensens klumme i
martsudgaven, bliver Hus Forbi usaglig og unuanceret

Ole Green
Trykt i Hus Forbi, nr. 4 april 2010

Jeg er færdig med at støtte Hus Forbi
Jeg har i mange år med glæde købt Hus Forbi i den illusion, at jeg dermed
støttede et upolitisk initiativ til fordel for danske hjemløse. Men det er åbenbart ikke tilfældet. For da jeg købte bladet 1. marts, måtte jeg konstatere, at jeg hermed støttede en rumæner, som muligvis opholder sig ulovligt her i landet. I alt fald går jeg ud fra, at han må have været hjemløs, arbejdsløs og uden anden mulighed for at forsørge sig selv, for ellers ville han vel ikke være kvalificeret til at sælge Hus Forbi? Og hvis det er tilfældet, skal han naturligvis udvises til forsørgelse i sit eget land.

Jeg gik i første omgang ud fra, at der måtte være tale om en svipser,
men da jeg læste bladet, fandt jeg ud af, at Hus Forbi aktivt støtter, at
subsistensløse fra hele verden kan rejse hertil og lade sig forsørge af den
danske velfærdsstat. Det gælder også kvinder, der kommer her til landet
for at forsørge sig som prostituerede. Desuden viste det sig, at bladet er
modstander af Danmarks indsats i Afghanistan.
Jeg har derfor besluttet, at jeg ikke mere vil købe bladet. Jeg vil ikke
betale for, at I udbreder meninger, jeg ikke er enig i, og jeg finder nok
udvej for at støtte danske hjemløse ad andre kanaler. Men jeg vil gerne
have, at I skal vide, at jeg er ærgerlig over, at jeg ikke mere er i stand til at støtte danske hjemløse ved at købe Hus Forbi. For jeg synes faktisk, det var en ganske udmærket måde at støtte landsmænd i nød, uden at det fik karakter af at være en almisse.

Lars Nielsen
Kastanievej 17
Dronninglund

Kære Lars Nielsen
Rumænien er medlem af EU. Derfor kan rumænske statsborgere legalt
søge arbejde her i landet. Som vi skrev i vores seneste udgave af Hus Forbi, har mange danske arbejdsgivere nydt godt af den billige arbejdskraft fra Østeuropa. Desværre har nogle også udnyttet og snydt de rumænske arbejdstagere for deres løn. Derfor lever en del af dem nu som hjemløse her i landet, og en lille del af dem sælger Hus Forbi. Det er helt legalt og en mulighed for, at de kan komme på fode igen. Lad mig samtidig understrege, at du ikke behøver at frygte for dine skattepenge. Der er ingen af de rumænske hjemløse, der bliver forsørget af den danske velfærdsstat.
Med hensyn til dine påstande om Hus Forbi og vores holdninger, så må de
stå for din egen regning.

Jens Høvsgaard, ansv.redaktør
Trykt i Hus Forbi, nr. 4 april 2010

Et fejlfuldt svar fra redaktøren
Redaktør Jens Høvsgaards svar til Lars Nielsen i Hus Forbis aprilnummer er efter min mening helt forfejlet. Han gør opmærksom på, at de rumænske arbejdere arbejder lovligt her i landet, men hvad med den danske arbejder, der bliver trykket af den lave løn, som dette arbejde bliver udført for? Er man ikke klar over, at der snydes med skatten, som samfundet dermed går glip af. Det giver færre penge til sociale ydelser.
Hvad med solidaritet med den danske arbejder i stedet for at yde hjælp
til løntrykkere, som ikke følger de danske regler på arbejdspladsen?

Per Anker
Trykt i Hus Forbi, nr. 6 juni 2010

Et blandet kor
Jeg køber som regel Hus Forbi, når jeg har en 20'er i lommen og 'han' står der ved lørdagsindkøbet. Jeg føler meget med de mennesker, som af den ene eller anden grund er kommet på den skæve side, og jeg støtter hjælpen til 'dem' over en bred kam gennem flere frivillige NGO'er og ikke
mindst gennem skatten, som jeg betaler med glæde.

Jeg er klar over, at det ofte blot er tilfældigheder, som betyder, at jeg(lige nu) er på den anden side. Jeg er glad for at arbejde 50-60 timer om ugen, og jeg accepterer, at jeg skal aflevere mere end halvdelen af min meget gode indtægt i skat, idet jeg ved, at det medfører, at vi lever i et af
verdens mindst ulige samfund. Jeg står også som vælger bag den nuværende regering, selvom jeg ikke er lige tilfreds med alt, hvad de bedriver.

Men jeg nyder faktisk ikke at slå op i Hus Forbi og læse en leder som 'Oprøret ulmer' der handler om alt muligt andet end kampen for de skæve eksistenser, herunder krigsindsatsen og bekymringen for fremvæksten af parallelsamfund, men først og fremmest er som at læse en af Informations ledere for 20-30 år siden. Jeg tror, at det er en enorm misforståelse at bruge netop dette sted til at messe sine klassiske, gammeldags venstreorienterede retirader.

Vi kunne sikkert få en lang og interessant diskussion om, hvilken
samfundstype som trods alt er i stand til at tage bedst vare på sine svageste, især hvis den blev baseret på realia og ikke dogmatisk teori.

Lad os være sammen om at kæmpe for de udstødte og svageste, for det handler om menneskelighed og ikke om politisk ståsted. Jeg håber, at jeg vil kunne læse Hus Forbi igen en anden gang.

Jacob Nielsen, speciallæge

Kære Jacob Nielsen,
Tak for dit indlæg. Hus Forbi er sat på jorden af to årsager. Dels skal avisen være med til at skabe en indtægt til vores sælgere, der alle er enten nuværende eller tidligere hjemløse, dels skal den være med til at sætte fokus på social ulighed og det samfund eller de mekanismer, der skaber uligheden. Det prøver vi at gøre med artikler og debatskabende indlæg. Når jeg i min leder ’Oprøret ulmer’ tager afsæt i, at der i den danske befolkning er en voksende modstand mod tingenes tilstand, så gør jeg det, fordi jeg kan begrunde og dokumentere, at modstanden netop er bred folkelig og ikke, som du konkluderer dig frem til, isoleret til en snæver venstrefløj med rod i 70’ernes retorik og dogmatik.
Lad mig give dig et par eksempler:
Håndteringen af karrikaturkrisen, der blev foranlediget af Muhammed-tegningerne, er blevet undsagt af blandt andre tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen (V), Dansk Industris direktør, Hans Skov Christensen, og Grundfos bestyrelsesformand, Niels Due Jensen. Ingen af disse personer kan vel beskyldes for at være specielt venstreorienterede. Det mener jeg heller ikke, at man kan sige om den borgerlige debattør Ulrik Høy og brigadegeneral Finn Særmark Thomsen, der begge har krævet at få nedsat en kommission, der skal kulegrave grundlaget for Danmarks krigsførelse i Irak. Jeg tvivler også på, at godsejer og
tidligere minister Britta Schall Holberg (V) synger Internationale eller Når jeg ser et rødt flag smælde, men alligevel er hun med i koret af bekymrede danskere. I et interview fra januar i år siger hun: ’Desværre er vi ved at få et samfund, der indsnævrer friheden og de lige muligheder’.
Altså, kære Jacob Nielsen. Jeg tror, jeg må melde hus forbi, når du anklager mig og min leder for at være betonkommunistisk og venstre-agitatorisk. Store dele af den danske befolkning er bekymrede over udviklingen i det danske samfund, og det, de nu kræver, er ikke rød front, men fælles front mod ulighed, udstødelse, forhånelse og flere forringelser.

Jens Høvsgaard, ansv. redaktør
Trykt i Hus Forbi, nr 3. marts 2010

Arrogant svar fra redaktøren
 Det er da et mageløst nedladende og manipulerende svar, den ansvarshavende redaktør giver på et pænt læserbrev fra speciallæge Jacob Nielsen i Hus Forbi i marts.

Da jeg læste lederen i februarnummeret af bladet, var det med samme forbavselse som Jacob Nielsen. Hvad skal det gøre godt for, at redaktøren kommer med sådan en gang hetz mod regeringen uden nogen relevans for de hjemløses sag?

I martsnummeret af bladet gentager historien sig i anden forklædning i form af Carsten Jensens artikel om lækager i Forsvarsministeriet og krigen mod terror i Afghanistan. Carsten Jensen må selvfølgelig mene, hvad han vil, om disse emner, men hvilken relevans har sådan et indlæg i de hjemløses blad?

Fortsætter redigeringen af Hus Forbi på samme vis, opnår I da i hvert fald én ting: At en del mennesker ikke gider købe dette menighedsblad længere.

Jens Andersen,
Ruds Vedby
Trykt i Hus Forbi, nr. 4 april 2010

Grundig oprydning frem for fixe idéer og lappeløsninger
Mens der diskuteres om fixerum og fattigdomsgrænser, og de mest udsatte henvises til borgerinitiativer for ikke at fryse ihjel i vinterkulden, slås Kofoeds Skole-forstanderen og stifteren af Maria Tjenesten, Jens Aage Bjørkøe, til Ridder af Dannebrog, og Rådet for Socialt Udsatte får
en ny formand i Jan Sjursen. Det er et godt ”fix” og glimrende PR, men pragmatikeren må nok efterlyse reelle tiltag, som er svære at få øje på, og pragmatiker må man være, når mennesker fryser ihjel, og når dødeligheden blandt hjemløse er så høj, at man knap nok tør tale om den.
Som psykolog, der arbejder med nogle af de mest socialt udsatte, efterlyser jeg pragmatisme.

Når et menneske er motiveret til at komme i misbrugsbehandling, skal det være muligt, når han/hun er motiveret, ikke tre måneder senere. Når man udskrives fra behandlingen, bør der være bolig og samtidig gerne en tilknytning til arbejdsmarkedet. Altså en grundig efterbehandling og integrerede sociale interventioner, således at man reelt integreres i
samfundet og bliver en del af det snarere end en udstødt størrelse, der skal gemmes væk i ensomme etværelses boliger.

Selvom man som psykolog gør sit bedste for at få sagsbehandler, misbrugsbehandler, læge, psykiater og patient til at tale sammen for at arrangere en hjælp, der er koordineret og meningsfuld, lykkes det sjældent uden enorme anstrengelser, og resultatet er, at værdifulde
ressourcer spildes i stedet for at blive stillet til rådighed for dem, der har mest behov for dem. Resultatet bliver ofte lappeløsninger, som blot kridter banen op til den næste psykiske eller sociale nedtur. Ridderkors og stjernebånd, nye formænd og forgyldte undersøgelser er naturligvis
godt nok, men det, som social- og sundheds-sektoren virkelig trænger til, er en grundig oprydning, en ny kultur, hvor der samarbejdes på tværs af faggrænser og forvaltninger, og at hjælpen tilrettelægges sådan, at den kommer borgeren til gode i fuldt og størst muligt omfang.

Forgyldte ideer og fixe løsninger har vi set nok af.

Christof Lehmann,
Psy.D., klinisk psykolog,
Psykologhjørnet - Århus
Trykt i Hus Forbi, nr. 3 marts 2010

Fattigdomsråd på vej i Viborg
At bekæmpe fattigdom har altid været en af vores vigtigste samfundsopgaver. Det er vigtigt at sætte fokus på de danskere, som
lever næsten under et eksistensminimum. Fattigdommen har mange forskellige ansigter. Nogle mennesker rammes kortvarigt af fattigdom og
måske lige nu af den aktuelle krise. Andre lever med fattigdommen som
fast følgesvend i måneder eller år. Og efter længere tid bliver udelukkelsen fra fællesskabet gradvist en realitet.

I Viborg Kommune arbejder vi på at etablere et fattigdomsråd, der skal give beslutningstagerne input. Uden støvede dagsordener, men med direkte kontakt til politikerne. Vi har i den forbindelse gennemført ni dialogmøder for at høre de socialt udsatte, hvilke udfordringer de oplever. De har blandt andet nævnt mangel på sociale aktiviteter, mangel på netværk og det at være dem, de andre ikke vil lege med. Der er nok at tage fat på, både lokalt og nationalt.

Mette Nielsen (S),
socialudvalgsformand, Viborg
Trykt i Hus Forbi, nr. 2 februar 2010

En berigende oplevelse
Da jeg for nylig var på vej ind i min opgang, så jeg lidt længere nede ad vejen en mand med kæmpe rygsæk og usikker gang. Jeg overvejede, om jeg skulle tilbyde min hjælp – eller bare låse mig ind. Jeg valgte det første.

Petter var svensker, hjemløs og træt. Han var på vej til herberget i Hillerødgade med hele sit liv og tomme flasker i rygsækken. Han kom fra Bispebjerg Hospital efter at være blevet slået ned. Jeg spurgte, om han nu kunne bære hele oppakningen selv. Det mente han godt, han kunne, men han kunne knapt få tasken op på skuldrene. Jeg besluttede at trække min cykel og placere rygsækken på den.

Vi fulgtes til Hillerødgade, og jeg fik et indblik i et andet menneskes historie. Om ture med rygsæk til Italien, Sverige, Polen og Tyskland.
Om hans børn, som han ikke ser længere. Om hunden, som han ikke var sikker på, at han havde råd til at hente på hundepensionen. Sikken et liv – svært og tumultarisk.

Da jeg havde læsset rygsækken af foran herberget, følte jeg mig beriget. Hvor tit får man et helt menneskes historie? Det giver stof til eftertanke. Om mit liv. Og om, hvor heldig jeg egentlig er – heldigere end Petter.

Cornelia Falck
Trykt i Hus Forbi, nr. 2 februar 2010

Tænk at give så meget, når man har så lidt
Jeg cykler på arbejde hver dag, og i forrige uge havde en sur mand sat min cykel midt ud på cykelstien, fordi han var møgirriteret over, at den stod på fortovet, hvor han skulle gå. Det er desværre et meget godt eksempel på, hvordan jeg ofte møder mennesker på gaden, der er
både smålige og sure, selvom de har et trygt hjem, en fast løn, mad i køleskabet og en varm frakke at tage på, når de fryser.

Forleden susede jeg så igen hjem fra arbejde. Det var hundekoldt, og vinden bed i kinderne. Foran Netto stod en Hus Forbi-sælger. Han havde i dagens anledning taget en stor rød klovnenæse på. Et smil bredte sig spontant i mit ansigt, og sælgeren kiggede på mig og sendte mig et stort, varmt grin. Jeg smilede hele vejen hjem.

Jeg synes, det er så stort. Tænk at give så meget, når man har så lidt. Som hjemløs i kulden kan der ikke være meget at smile af, og alligevel
kan der mobiliseres et overskud til at smile til sine medmennesker. Det er beundringsværdigt. Og det er ikke kun denne ene gang, jeg oplever det. Jeg synes altid, jeg mødes med venlighed og varme – uanset hvor og hvornår jeg møder hjemløse, og uanset om jeg køber Hus Forbi eller blot klapper deres hund. Det er meget rørende og tankevækkende.

Mette M. Thomsen, Frederiksberg
Trykt i Hus Forbi, nr. 2 februar 2010

Verdens mest charmerende sælger
Min kone og jeg har de sidste par år ligget og sejlet rundt med utilpassede unge. Vi har faktisk ikke været i Danmark de sidste 3½ år.
En af de få gange vi var hjemme, tog vi toget fra lufthavnen og ind
til hovedbanen, hvor vi skulle vente et par timer på forbindelsen til Sønderjylland – og pludselig; dér stod han … verdens mest charmerende
sælger. Han solgte så godt, at vi købte både Hus Forbi og gav et par
kroner ekstra til en kop kaffe. Der var smil på alles læber, da vi sagde
farvel til hinanden.

Vi talte dengang meget om bladet, sælgerne og behovet. Vi har altid været og er stadig dybt indignerede over, at vi som danskere har
råd til at støtte hysteriske børs- og bankspekulanters smartness med
skatteyderbetalte bankpakker, mens hjemløse og andet godtfolk nærmest skal redegøre for farven på deres lokumspapir, inden de kan få en krone – men stemmesedlen og krydset det rigtige sted må da hjælpe på et eller andet tidspunkt. Og her er det så, at rosen til Hus Forbi kommer ind – tak for et sobert, velskrevet blad, der næsten lige ud ad landevejen fortæller om vilkårene for de hjemløse og dermed også er talerør for en gruppe,
der ellers kun er fokus på, når en, der er psykisk syg, kommer til at gå
amok – for så skal de jo alle fjernes fra gaden og bures inde.

Jeg har altid støttet Frelsens Hær, og min kone har støttet Greenpeace – nu vil vi sgu støtte Hus Forbi og vil gerne tegne et støtteabonnement og samtidig købe kalenderen for 2010. Og skulle vi engang komme til penge – så får I også en skærv.

Ralph B. Eriksen, Haderslev
Trykt i Hus Forbi, nr. 2 februar 2010

Historien om Kalles unødvendigt lange rejse
Jeg var forelsket i Kalle, som jeg havde mødt gennem mit arbejde. Han havde ramt mig direkte i hjertet med sin optimisme og sit smil. Efter at have mødt Kalle var der bare ingen vej udenom. Jeg var forelsket i Kalle og hans intensitet og engagement i politiske og sociale forhold, han var tiltrækkende, glad og syngende i mit køkken.

Da Kalle havde dobbeltjobbet nok til at holde ni måneders afspadsering, fik alkoholen frit slag. Han droppede kontakten til sine børn – og han blev indlagt på et psykiatrisk hospital. Han mistede sin lejlighed og flyttede på forsorgshjem. Derefter tilbage på psykiatrisk hospital, på forsorgshjem igen, tilbage på hospitalet, på et andet forsorgshjem i en anden by, hen i en ny lejlighed – og på nyt forsorgshjem igen. På de fem-seks år mødte han måske 100 psykiatriske patienter af alle slags, 200 hjemløse og 100
social- og sundhedshjælpere.

I dag er det seks år siden, at han første gang blev indlagt, og snart et
år siden, han sidst var der. Medicin, diagnoser og bivirkninger har indimellem været det eneste, vi har talt om. Og jeg har hadet det. Jeg
har hadet at se den stærke og glade mand falde ind, blive grå, være tung
og ked af det, dopet af medicin, tappet for kræfter og mest af alt; tappet for livsmod.

Når jeg kom på besøg på hospitalet, forestillede jeg mig, hvordan jeg ville tage tapas og lækre delikatesser med til Kalle, der var ked af livet på de lange, grå gange. Men han kunne aldrig rigtig spise noget, enten var hans tunge for tør, for tung eller for stor af den medicin, de hældte i ham.

Nogle gange havde jeg en ny t-shirt i en flot farve med til ham, men når jeg kom dagen efter, havde nogen alligevel foreslået ham at bruge afdelingens hvide skjorter med logoet på lommen.

Jeg har været så bange for at miste ham til modløsheden og til systemet. Psykiatrisk afdeling og forsorgshjemmene har lokket ham med en seng, og det har jeg ikke magtet at tilbyde ham. Jeg har følt mig for magtesløs til at bede om klarhed, viden, informationer. Jeg har også tænkt, at hvis jeg virkelig var hans kæreste, så burde jeg også passe på ham hjemme hos mig selv. Derfor har jeg bare sagt, at jeg var hans ven, når de blev ved med at spørge.

Jeg har mange gange sagt til Kalle, at jeg for evigt vil være hans kæreste, men jeg vil aldrig være hans sygeplejerske eller hans terapeut.
Men hvor ville jeg have ønsket, at nogen havde været min sygeplejerske
eller min terapeut – eller allerbedst: Vores! Et menneske, der havde taget os i hænderne og sagt; Hold ud, venner! Livet kan forandre sig, og I har indflydelse på det! Hvor ville jeg have knuselsket et menneske, der sammen med os, ville have sat pris på vores kærlighed og vores mod til at elske hinanden.

Jeg ved, at Kalle slås med alkoholtrang indimellem, men han har fightet sig ud af næsten al sin medicin, han har fået slettet sine diagnoser. De var midlertidige og livssituations-bestemte, tror jeg. Han vil have sit liv igen. Og jeg vil have min stolte og tiltrækkende, syngende køkkenskriver igen – og det siger han, jeg får. Men jeg synes, at vejen har været unødvendig lang og al for ensom for ham og for os, der kender ham. Jeg havde håbet, han havde haft en hjælper, et rigtigt menneske, at tale med et sted i systemet.

Kalles kæreste (red. er bekendt med navn og adresse)
Trykt i Hus Forbi, nr. 2 februar 2010