Søg
  Forside     Udskriv     Kontakt  

Vi skal have den grænse nu


Download "lo-artikel.pdf"

LO går på barrikaderne for en dansk fattigdomsgrænse. I håb om bred politisk opbakning lancerer organisationen en model, der begrænser antallet af fattige.

af Morten Bruun mob@redaktionen.dk

- Hvorfor LO overhovedet blander sig i den her debat …? Det gør
vi, fordi vi også skal vise social ansvarlighed og være talerør for
de svage, som kan have svært ved at råbe op …


LOs formand, Harald Børsting

Ordene kommer fra Harald Børsting, formand for LO, som repræsenterer omkring 1,2 millioner lønmodtagere.
Han sparker gang i EU’s fattigdomsår ved at lancere et helt nyt udspil til en dansk fattigdomsgrænse, der sammenlignet med tidligere forslag fra partier
og organisationer adskiller sig ved at definere begrebet ’fattigdom’ mere snævert, end vi har været vant til.
Ifølge LO er der ’kun’ 67.700 fattige danskere – heraf 20.000 børn – og i begge tilfælde er det markant lavere end tallene fra de seneste års undersøgelser.
Det betyder dog ikke, at LO sår tvivl om de hidtidige rapporter:
- Men lige nu gælder det ikke om at få antallet af fattige så højt som muligt. Det handler om at bane vej for et enkelt instrument, som garanterer de svageste den hjælp, de har brug for, og fortæller myndighederne, hvornår de skal handle, siger Harald Børsting.

Vil især hjælpe udsatte børn

LO’s bud på en fattigdomsgrænse er derfor målrettet de danskere, der har levet på et absolut eksistensminimum i mindst to år.
Forslaget skal først og fremmest sikre børn i udsatte familier, som bl.a. skal have gratis skolemad og støtte til f.eks. fritidsaktiviteter og til at kunne deltage i børnefødselsdage.
Til gavn for de udstødte foreslår LO også flere billige boliger, gratis tandpleje og øget opbakning til frivillige og sociale organisationer.
Man opfordrer også til forsøg med dag-til dag-job inden for f.eks. madlavning og håndværk for på den måde at sluse voksne på kontant- og starthjælp ind på arbejdsmarkedet.
LO’s tanker preller dog af på regeringen, som altid har sagt nej til en dansk fattigdomsgrænse. Og det gør den stadig. For selvom socialminister Karen Ellemann (V) over for Hus Forbi anerkender, at LO ikke nøjes med at koncentrere sig om den økonomiske fattigdom, siger hun, at forslaget
stadig handler for meget ’om ydelser’.

Kan ikke være andet bekendt
Hidtil er diskussionen også strandet på uenighed om, hvordan man
overhovedet definerer fattigdom. Den tvist har LO taget højde for i sit udspil, hvor organisationen i håbet om ’bred politisk opbakning’ har udeladt de studerende på SU og deres børn.
Endvidere må man ikke råde over en formue på mere end 25.000 kr., og man skal have levet som fattig i mindst to år. ’Fattig’ betyder ifølge LO’s
forslag, at man lever for højst 50 pct. af middelindkomsten i Danmark.
Her adskiller forslaget sig fra EU’s fattigdomsgrænse, som går ved 60 pct. Det giver automatisk flere fattige – men i håbet om at servere politisk lokkemad for skeptikerne har LO helt bevidst lænet sig op af den mere snævre fortolkning, som den økonomiske samarbejdsorganisation OECD
også benytter.
Ud fra den målestok er resultatet altså 67.700 virkeligt fattige mennesker i Danmark. Og det er dem, Harald Børsting har i tankerne, når han appellerer til en dansk fattigdomsgrænse.
- Vi kan ærlig talt ikke være andet bekendt. Alt andet er for sølle – ikke mindst over for de børn, det går ud over.






Foreningen Hus Forbi | Bragesgade 10 B stuen | 2200 København N | Tlf. 2990 2424 | redaktion@husforbi.dk

sitelist.html