Soldat med krigstraumer

 

Krig gør noget ved én

39-årige Frank Meulengracht har været i krig i flere omgange i Bosnien og Irak. Godt hjemme igen fik han store psykiske problemer og siden diagnosen PTSD. Men han havde svært ved at erkende, at han havde brug for hjælp.

af journalist Helle Jørler hj@freelanceriet.dk
foto Flemming Schiller

- Død!
Svaret smælder ud i det lille, hyggelige kolonihavehus. På spørgsmålet om, hvad der var sket, hvis ikke Frank Meulengracht, tidligere soldat i Bosnien og Irak, havde fået hjælp til at håndtere de psykiske eftervirkninger.
Frank Meulengracht har PTSD. Men det tog meget lang tid for ham at erkende, at den var gal. Og mere tid at erkende, at han måtte have professionel hjælp.
- Jeg er jo en ’mandemand’. Soldat, for pokker! Kendt for at bevare roen i kriser og dén, som kollegerne kunne hælde deres hoved til. Hele min familie er i militæret og kan klare det. Så alt det der ’psykolog og psykiaternoget’,
er ikke noget, jeg har behov for. Tænkte jeg.
- Og det er problemet med mange soldater: Det er umuligt at hjælpe mennesker, som ikke er parate. Vi soldater er nok nogle af dem, som nødigst vil tro, at selv vi kan knække. Vi har jo valgt det her job. Og vi elsker livsstilen. Men der er grænser, siger Frank Meulengracht, en stor og hærdebred mand på 39 år.

Livsnødvendig ventil
Kolonihaven er hans fristed. Her er han alene og tryg ved dét. Kan hvile efter behov. Som han må se i øjnene, at han hyppigt har brug for. Der har været mange kameler at sluge for en tidligere ’rask dreng’. F.eks. at måtte søge om offentlig forsørgelse, fordi han ikke kan arbejde.
- Jeg kan ikke være blandt mange mennesker, hvor jeg føler mig ’fanget’. Kan ikke tåle høje, pludselige lyde: Døre, der smækker, smæld e.l. Som soldat trænes man i at være ekstremt observerende på alt; også dét, derforegår bag dig. Det bliver meget svært at slappe dybt af. Man får søvnproblemer, mareridt, svedeture. Man får ekstremt kort lunte og kan blive skræmmende aggressiv. Man bliver bange for at gøre vold på andre eller sig selv. Vågner rædselsslagen, vækker sin familie og tror, at fjenden er ved at omringe huset. Og det går ud over familielivet på mange planer. Især når man som Frank har en baby i huset.
- Det er enerverende at høre på babygråd ret længe ad gangen. Og et bump på en seng kan lyde lidt som nedslag af granater. Så nogle gange beder min kæreste mig simpelthen om at tøffe ud i min ’hule’ her. Det er afsindigt vigtigt at have en ’ventil’, når man har PTSD. Her spørger ingen eller stiller krav.

Læs resten af interviewet med Frank Meulengracht i Hus Forbi. Køb det på gaden af din lokale sælger.