Hjemløse spiller musik

Hjemløsekalenderen 2019 er på gaden. Den handler om musik, som skaber livsvigtige fællesskaber

Hus Forbi hjemløsekalender 2019 sælges på gaden i hele Danmark fra den 1. november til den 31 januar 2019. Kalenderen handler om musik, og det gør den, fordi musik er liv, glæde og fællesskab.

Kalenderen er en vægkalender, hvor 12 hjemløse og tidligere hjemløse, fortæller, hvad musik har betydet for dem.

Hus Forbi-sælger Bjørn har haft en mundharpe som ledsager, siden han var 12. Når han trænger til at koble af og glemme hverdagens tumult, spiller han på den.

– Jeg kan ikke leve uden musik. Det er livsglæde og inspiration til hverdagslivet, til kærligheden og

sammenholdet, siger Bjørn.

Medlemmerne af KBG (Korshærens Genbrugs Band) og Baggårdsbandet er varmestuebrugere, som har fået nyt indhold i tilværelsen og er blevet del af nye fællesskaber ved at spille sammen.

– En dårlig dag kan slutte med godt humør, særligt når vi spiller sammen i bandet, siger Claus, som er med på keyboard i kalenderen, og som i mange år har spillet i Baggårdsbandet i Kirkens Korshærs regi.

Redaktør af Hus Forbi og tekstforfatter på kalenderen, Poul Struve Nielsen, fortæller, at det har en uvurderlig stor betydning, at vi fra begyndelsen af livet bliver en del af et eller flere fællesskaber.

– Familien er det første. Siden følger skolen, uddannelsen og arbejdspladsen. For de fleste. Der er mennesker, som ikke bliver inkluderet i de fællesskaber og ender uden uddannelse og arbejde. Mange har heller ikke haft familien som den trygge havn. Men musik kan være et fællesskab på samme måde som holdsport. Både hvis man selv spiller det, og hvis man oplever det sammen, siger han.

Hus Forbi udsender kalenderen i et særligt musikalsk design i år. Den er lagt i et cover ligesom en vinyl-lp.

Kalenderen kan købes på gaden for 50 kroner. De 30 kroner går til sælgeren.