Kendte lokker svage sjæle til at spille

125.000 danskere over 18 år har problemer med spil om penge. Omkring 10.000 er ludomaner.

Det er langt overvejende yngre mænd, der har spilleproblemer. Hvis man som ung har prøvet at spille om penge på nettet, øges risikoen for ludomani senere i livet. De fleste med spilleproblemer spiller en del af deres pengespil online.

Derfor er det helt forkert, at kendte danskere agerer reklamesøjler for online-spil, mener Center for Ludomani. Jacob Haugaard, Brian Laudrup, Annette Heick, Uffe Holm og Mikkel Kessler med flere tjener penge på at reklamere for pengespil.

– Vi finder det uheldigt, at kendte mennesker fungerer som ambassadører for spillefirmaer og deres potentielt skadelige produkter, siger centerleder Michael Bay Jørsel fra Center for Ludomani.

– Kendiseffekten har en fremmende virkning på produktet. Ellers ville spillefirmaerne vel ikke smide en masse penge efter disse kendisser, tilføjer han.

Hus Forbi-sælger Karsten Johansen har haft problemer med ludomani. Han har spillet det hele op på sin vej ud i hjemløshed.

– Mange unge falder i, når Brian Laudrup foreslår dem at spille på 1-0 til Swansea, fordi han er et forbillede. Det værste er, hvis resultatet holder, for så spiller de videre, og på et tidspunkt går det galt. Jeg troede også engang, at jeg kunne leve af at spille, men jeg tabte ad helvede til, siger Karsten Johansen.

Et andet blikfang er komikeren Jacob Haugaard, som agerer reklamesøjle for kasino-siden Rød25.

– Jacob Haugaard er gammel alkoholiker. Det er jeg også. Ludomani og alkoholisme minder meget om hinanden. Jeg drikker heller ikke mere, men kan skrive under på, at det er betydeligt sværere at komme fri af ludomani end af alkoholisme. Det er ikke rimeligt at sende svage sjæle ud i afhængighed – slet ikke når man selv er afhængig, mener Karsten Johansen.

Personer med spilleproblemer oplever i højere grad at blive påvirket af reklamer. Det viser en spørgeskemaundersøgelse foretaget af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Læs mere om kendte, der lokker folk til at spille, i denne måneds Hus Forbi.

På billedet ses Hus Forbi-sælger Karsten. Foto: Mette Kramer Kristensen