Lyden af natten i den mørke tid

I december og januar, hvor dagene er kortest, sætter Hus Forbi fokus på natten. Og på at være hjemløs i natten. Når dagen er længst om sommeren, er den på omkring 17 timer. Lige nu er vi nede omkring de syv timer. For de fleste betyder det også, at sindet bliver mørkere. Flere bliver ramt af regulære vinterdepressioner.

 

Vores nattetema kan også høres. Som noget nyt tilbyder Hus Forbi et lydspor til artiklen. Mens den læses, kan man høre lyden omkring Nørreport Station, hvor temaets bærende artikel foregår. Se i boksen, hvordan lyden kan hentes på diverse tjenester. Der er brugt en særlig 3d lydeffekt, som er bedst med øretelefoner. Reklamebureauet Unknown har lavet optagelserne med udstyr fra Delta Lys og Akustik.

Der er lavet artikler om at være hjemløs og overnatte ved Nørreport Station og på Vesterbro.

Der er stor forskel på at være på Nørreport om aftenen og senere på natten.

– Først på aftenen er folk ekstremt venlige. Ofte kommer de i flokke og har det megahyggeligt. Du kan få en snak med dem, og måske giver de en øl, fortæller Hus Forbi-sælger Olaf.

Men hen på natten bliver det mindre sjovt.

– Da ændrer det sig 180 grader. De samme mennesker, som har været så venlige, kan komme tilbage, og så kan de være aggressive og voldelige. Der er folk, som kan finde på at pisse på en hjemløs. Det er ikke sjovt at blive vækket af en, der står og pisser på en. Nogle bliver aggressive, og der er folk, som kan finde på at sparke dig i hovedet.

Vesterbro er kontrasternes holdeplads. De gamle bygninger med baghus på baghus og lokum i gården, hvor Tove Ditlevsen mødte de vagtsomme øjne i digtsamlingen ’Barndommen gade’, er væk.

Ikke engang beskrivelsen af kvarteret i genudsendelsen af ’Jul på Vesterbro’ holder i dag. Anders Matthesens figurer fra 2003 ville ikke have råd til en bolig i kvarteret i dag.

Men de ville sikkert tappert kæmpe videre for retten til at være der. Et eller andet sted i Istedgade, eller i sidegaderne. De skal have deres stoffer, sælge deres sex, leve deres liv. Og det må så blive et liv på gaden.

Hus Forbi-sælger Allan (billedet) har også levet på gaden på Vesterbro. Og om natten bliver det et travlt og barskt sted.

Allan husker lydene af bremser, sirener og en summen af snak fra gaden på Vesterbro. Her kommer lægeambulancen tit, når der er en på gaden, som har fået en overdosis.

Foto: Mette Kramer Kristensen