Kunst, galskab og klarsyn efter svanens død

To paller mannequiner og en død svane ved Roskilde Fjord har sat et umiskendeligt præg på kunstudstillingen Stueren, som kunstneren Nikolaj Petersen har lavet i biblioteket i Kurhus på Sct. Hans Hospital, som ligger i Roskilde men er en del af Region Hovedstadens psykiatri.

– Mannequinerne fik jeg i bytte for et maleri, siger Nikolaj Petersen til Hus Forbi.

Han havde atelier på Carlsberg, og det var det eneste sted på hele området, hvor der måtte ryges. På det tidspunkt blev børnenes julekalender optaget der. Det var den, der hed ’Tidsrejsen,’ og Nikolaj blev statist.

– De syntes, jeg lignede noget fra fremtiden, fortæller han.

Han faldt i snak med en tobakshungrende medstatist, som blev betaget af Nikolajs kunst. Medstatisten lå inde to paller mannequiner. De blev byttet med et  maleri.

– Ellers skralder jeg det meste. Jeg har hverken råd eller tid at skaffe det, jeg skal bruge til mine installationer. Mens jeg har været her, har jeg skraldet det gamle badehus, som er et nedlagt værksted. Sygeplejerskerne herude er kommet med nogle ting. Og der er patienter, som har fundet noget storskrald. Inde ved siden af boede der flygtninge, og de har giver mig barnevognen, siger Nikolaj og peger på en af udstillingens installationer.

– Grunden til, at her er så mange hvide fjer, er, at jeg fandt en død svane nede ved fjorden. Og den lille kasse der er lavet af retspsykiatriske patienter, siger Nikolaj og peger på en anden installation – en lille kasse, hvor en forkrøblet figur er presset sammen indeni.

Han har forstand på retspsykiatri. Nikolaj, som bor med kone og to børn på Nørrebro, blev gift i kælderen under den retspsykiatriske afdeling i Viborg, og han har ofte været indlagt på Sct. Hans.