DSB fjerner hjemløse

DSB har ansat private vagter til at patruljere på de centrale stationer i København dag og nat.

Vagterne har til opgave at bortvise hjemløse, som opholder sig på DSB’s område. Det nye tiltag skyldes et stigende antal henvendelser fra DSB-kunder, som åbenbart føler sig generet af tilstedeværelsen af hjemløse.

– Vi besluttede at gøre noget, fordi flere og flere kunder henvendte sig. Det skal være trygt at tage S-toget, siger Aske Wieth-Knudsen, chef for forretningsudvikling i DSB, til Hus Forbi.

– I løbet af de første 14 dage med den nye ordning har vi haft cirka 200 tilfælde, hvor vagterne har bedt mennesker om at forlade S-togsstationerne.

– Vi bestræber os på at gøre det på en medmenneskelig og værdig måde. Kun meget få gange har vagterne måttet tilkalde politiet i situationer, som var ved at eskalere til en konflikt, oplyser DSB-chefen.

DSB’s nye politik om at bortvise psykisk sårbare og hjemløse fra de københavnske S-togsstationer og Hovedbanegården er en kæp i hjulet på kommunens opsøgende arbejde for at hjælpe de samme mennesker.

Hjemløseenheden i Københavns Kommune har nemlig fået sværere ved at finde dem, som tidligere opholdt sig på faste pladser på og ved stationerne.

– Det bekymrer os, at der er psykisk sårbare og hjemløse borgere, vi nu får vanskeligere ved at få fat i, fordi vi ikke ved, hvor de opholder sig, siger relationsmedarbejder Aksel Graversen fra Hjemløseenheden.

Hus Forbi-sælger André Christiansen har boet på og ved Nørreport Station i syv år. Han sover gerne på fliserne ved en 7-Eleven tæt på en af nedgangene til S-togene. Forleden blev han bortvist midt om natten. André Christiansen er fortørnet:

– Det er mit liv, og jeg smider sgu heller ikke dig ud af din lejlighed. Jeg har altid respekteret, at vi ikke må være på trapperne ned til togene eller på perronerne. Men nu må vi slet ikke være på DSB’s område overhovedet. Vagterne tjekker os hver anden time, siger Hus Forbi-sælgeren.

Læs mere om DSB’s julehumør i forhold til de hjemløse i decemberudgaven af Hus Forbi. Foto: Mette Kramer Kristensen