Forsøg på at slutte krig mod narko

LEAD er forkortelsen for ’Law Enforcement Assisted Diversion.’ Det betyder ordret ‘Politiassisteret omdirigering’ og i praksis er det et samarbejde mellem politi, anklagemyndighed, forsvarsadvokater, sociale myndigheder og frivillige organisationer i Seattle.

LEAD’s mål er ret ambitiøst. Programmet skal afslutte den såkaldte krig mod narko og gøre op med den politik, der har ført til, at et meget stort antal stofbrugere fylder op i fængslerne i USA.

I stedet for at bruge ressourcerne på krigen mod narko arbejder myndigheder og organisationer i Seattle nu sammen om sundhedsfremme og en skadesreducerende tilgang til stofbrugerne og deres

problemer. I stedet for et fængselsophold får stofbrugerne tilbudt en bolig og et behandlingsforløb.

Hus Forb har interviewet lederen af LEAD-programmet i Seattle, Kris Nyrop (billedet). Han fortæller i Hus Forbi i januar, at der er en sammenhæng mellem det at være fattig og hjemløs, og det at være på stoffer. Det er altid de udsatte, der bliver taget og fængslet.

– Det var på den baggrund, at vi foreslog LEAD-projektet som et alternativ til ‘krigen mod narko.’ I 2009-10 begyndte vi at forhandle om projektet, og i 2011 gik vi i gang, fortæller Kris Nyrop.

Fem procent af klodens befolkning bor i USA, men 25 procent af de mennesker, der sidder i fængsel, sidder i amerikanske fængsler, ifølge retshjælpsorganisationen the American Civil Liberties Union.

Læs i Hus Forbi i februar 2015 om en hjemløs kvinde, der fik en bolig efter at være blevet en del af programmet. Og læs et interview med lederen af den danske organisation Gadejuristen, Nanna Gotfredsen, som mener, at principperne bag LÈAD også kan være en hjælp i Danmark.